Gå direkte til indholdet

Fra venstre: Bror Aleksandr Prianikov, søster Venera Dulova og hendes datter, søster Darija Dulova, før deres retssag begyndte

24. JANUAR 2020
RUSLAND

En bror og to søstre i Karpinsk, Rusland, risikerer fængselsdomme

En bror og to søstre i Karpinsk, Rusland, risikerer fængselsdomme

Det forventes at der den 27. januar 2020 ved byretten i Karpinsk vil blive afsagt dom i sagen mod søstrene Venera og Darija Dulova og bror Aleksandr Prianikov. Anklageren har krævet en betinget dom på tre års fængsel til bror Prianikov og søster Venera Dulova og en betinget dom på to år til søster Darija Dulova.

Den 19. april 2016 talte bror Prianikov og søster Venera Dulova med en mand om Bibelen. En af mandens slægtninge anklagede bror Prianikov og søster Dulova for tyveri og ringede til politiet. De blev begge taget med på stationen, hvor politiet tog deres fingeraftryk og beslaglagde deres litteratur.

På grund af denne episode blev de mere end to år senere igen taget med på stationen til afhøring. Denne gang blev deres telefoner og personlige dokumenter beslaglagt. Politichefen bad en teologiprofessor om at undersøge indholdet af bror Prianikovs og søster Dulovas telefoner. I professorens 15 sider lange rapport lød det at deres mobile enheder indeholdt materiale fra Jehovas Vidner. Hovedsageligt af den grund blev der indledt en straffesag mod dem. Derefter gav byretten i Karpinsk bemyndigelse til at deres respektive hjem blev ransaget.

Under ransagningen af søster Dulovas lejlighed konfiskerede myndighederne elektroniske enheder, bøger og billeder. De forhørte også søster Dulovas 18-årige datter, Darija. Derefter gik de i gang med at ransage Venera og Darijas familiemedlemmers hjem og bror Prianikovs hjem.

Om morgenen den 16. april 2019 kom tre agenter fra den russiske efterretningstjeneste, en efterforsker og to andre agenter igen for at ransage bror Prianikovs hjem. De beslaglagde elektroniske enheder og andre personlige ejendele.

Den 23. juli 2019 blev søster Darija Dulova taget med til afhøring som mistænkt i sagen mod hendes mor og bror Prianikov. Der blev rejst tiltale mod alle tre, og de indledende høringer begyndte i september 2019.

Vi tænker på disse tre trosfæller og de næsten 300 andre brødre og søstre i Rusland som bliver retsforfulgt og risikerer fængselsstraffe, og med fuld tillid tilslutter vi os ordene: “[Vi] beder om at Gud, der giver håb, vil give jer stor glæde og fred fordi I stoler på ham, og at I vil være fulde af håb fordi den hellige ånd giver jer kraft.” – Romerne 15:13.