1. APRIL 2019
RUSLAND

Endnu et Jehovas Vidne i Rusland dømt

AFSPIL

Den 1. april 2019 blev 56-årige Sergej Skrynnikov dømt for at praktisere sin tro som et af Jehovas Vidner af den samme russiske domstol som idømte bror Dennis Christensen seks års fængsel. Retten idømte bror Skrynnikov en bøde på 350.000 russiske rubler (cirka 35.000 danske kroner). Han fik ikke nogen fængselsdom selvom anklageren gik efter tre års fængsel.

Bror Skrynnikov og hans kone, Nina, har en datter. De hjælper deres datter og svigersøn med deres fem børn. Derudover er det primært Sergej og Nina der tager sig af Ninas aldrende forældre.

Bror Skrynnikov forsvarede sin tro på en respektfuld og overbevisende måde i retten. Et uddrag af det han sagde, lyder: “Hvis man ser på situationen som den er nu, med en ikketroendes øjne, kan det se håbløst ud. ... Men som et af Jehovas Vidner ser jeg på situationen med troens øjne. Hvis Gud tillader at jeg bliver dømt, skal jeg altså ikke betragte de tre år som en straf, men som en særlig mulighed for at tjene i et nyt distrikt! Så for mig er situationen ikke håbløs. ... Gud er altid den samme, uanset om vi er frie eller i fængsel. Derfor vil han ikke forlade os. Han er med os overalt så længe vi er trofaste.”

Vores trosfællers stærke tro, deriblandt bror Skrynnikovs, er til stor opmuntring for os. Når vi tænker på de svære prøver de kommer ud for, får vi lyst til at sige ligesom apostlen Paulus: “Jeg beder om at Gud, der giver håb, vil give jer stor glæde og fred fordi I stoler på ham, og at I vil være fulde af håb fordi den hellige ånd giver jer kraft.” – Romerne 15:13.

Bror Skrynnikovs afsluttende tale

Oprindeligt på russisk

Først vil jeg gerne udtrykke min taknemmelighed over for retsformand Gleb Borisovitj Noskov for ikke at idømme mig [varetægts]fængsling, hvilket betyder at jeg har kunnet være sammen med min familie i hele perioden. Jeg vil også gerne takke alle de involverede jurister for deres arbejde.

En særlig tak skal lyde til anklager Nadesjda Gennadijevna Naumova for ikke at udsætte mig for et unødigt hårdt pres og for at forhøre mig på en værdig måde.

Jeg vil også gerne takke mine advokater, Irina Aleksandrovna Krasnikova og Anton Nikolajevitj Bogdanov, for deres store arbejde. Jeg må indrømme at jeg blev meget overrasket da de fik hentet en ekspert ind fra Tjeljabinsk.

Tak, alle I kære venner, for at I kom til alle retsmøderne for at opmuntre mig, selvom det var blevet oplyst at møderne ville foregå bag lukkede døre.

Jeg vil også gerne sige tak til min mor, der til trods for sit dårlige helbred kom til retsmøderne for at vise sin støtte.

Min elskede kone skal også takkes for at hun gennem de sidste 37 år har støttet mig i gode såvel som svære tider.

Min største tak går selvfølgelig til min elskede Gud, Jehova, der har fyldt mit hjerte med fred og glæde. I vil måske have svært ved at tro det, men i mit hjerte er der ikke skyggen af utilfredshed eller vrede over den situation jeg er i, kun glæde og fred.

Bibelens inspirerede ord i 2. Korinther 4:8, 9 passer på mig: “Vi er presset fra alle sider, men har ikke så lidt plads at vi slet ikke kan røre os. Vi er usikre, men ikke helt uden udvej. Vi er forfulgt, men ikke forladt. Vi er slået omkuld, men ikke slået ihjel.”

Det fortæller ikke kun at Guds tjenere vil blive hårdt presset og forfulgt, men også at det arbejde de er blevet betroet af Herren Jesus, vil fortsætte og endda tage fart og blive yderligere udbredt. De følgende ord gælder alle der betragter sig selv som nogle der følger Kristus.

I Matthæus 28:19, 20 får vi denne befaling: “Gå derfor ud og gør folk fra alle nationer til mine disciple – døb dem i Farens og Sønnens og den hellige ånds navn, og lær dem at holde alt hvad jeg har befalet jer. Og husk at jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på denne verdensordning.”

Jehova leder kristne med sin ånd og giver dem en kraft som er ud over det normale, så de kan udføre de opgaver han har givet dem, selv når de bliver udsat for prøvelser. Det bliver vi endnu mere overbevist om når vi ser tilbage i tiden. I 1930’erne stod Guds tjenere over for en tilsyneladende umulig opgave: at skulle nå ud til hele Sovjetunionen med budskabet om Guds rige. Men det er jo Kristus der leder forkyndelsesarbejdet, og han sørgede for at den sovjetiske regering i begyndelsen af 1950’erne fik den idé at sende tusindvis af familier der var Jehovas Vidner, til Sibirien – til de fjerneste afkroge af landet – helt uden beregning. Det er [over] 60 år siden nu, og hvad har resultatet været? Myndighedspersoner i hele Sibirien har været forbløffet over at se hvordan forkyndelsesarbejdet har bredt sig. En ekspert der kender til Jehovas Vidners historie i Sovjetunionen, har udtrykt det på denne måde: “At prøve at bekæmpe Jehovas Vidner er som at puste til mælkebøtter. Jo større magt man anvender mod dem, jo flere frø spreder sig, og jo længere flyver de væk.”

I dag gentager Jehovas Vidners historie sig. Hvem er det vi møder når vi forkynder fra hus til hus? Hjemmegående husmødre og pensionister. Folk der arbejder, er meget svære at træffe hjemme. Det er også svært, og ofte helt umuligt, at komme ind i bygninger med højt sikkerhedsniveau, fængsler, retsbygninger og straffelejre. Men forkyndelsesarbejdet ledes af Kristus, og han [Jehova] har indgivet i Justitsministeriets sind og hjerte at udføre hans vilje. Faktisk har Justitsministeriet, den russiske efterretningstjeneste, anklagemyndighederne og andre håndhævere af loven alle medvirket til at det sker, gennem deres direkte og aktive indblanding i Jehovas Vidners forkynderkampagne. Hvordan det? Jo, med deres handlinger har de sørget for at Den Almægtiges, Jehova Guds, navn er blevet gjort kendt i deres familier, på deres arbejdspladser, i fængsler, retssale og straffelejre lige fra Kaliningrad til Sakhalin og Kurilerne, fra Arkhangelsk til Krim og Jalta. Vi Jehovas Vidner kunne aldrig i vores vildeste fantasi have forestillet os at forkyndelsen kunne få en sådan udbredelse! Nu er en ny dør åbnet for vores tjeneste på grund af nye omstændigheder og nye distrikter. Det er en stor ære for Jehovas Vidner at de nu kan forkynde den gode nyhed i nye områder. Og det er anklagemyndigheden der har gjort alt det muligt.

Lad os tage et blik ind i fremtiden. Hvis myndighederne i løbet af de næste ti års tid bliver ved med at sende Jehovas Vidner i fængsel og i straffelejre, vil der til sidst være omkring 200 af dem i hvert fængsel. Forestil jer at der i alle fængsler vil være fire menigheder af Jehovas Vidner! Fængselsinspektørerne vil trygle Justitsministeriet om at løslade dem. Men hvad mon størstedelen af Vidnerne ville bede til Gud om? “Herre, lad ikke fængselsinspektøren blive mildere stemt så jeg bliver løsladt. Jeg har så mange bibelstudieelever og oprigtigt interesserede mennesker at tale med herinde.”

Hvis man ser på situationen som den er nu, med en ikketroendes øjne, kan det se håbløst ud. Jeg kunne godt sige: “Jeg har ikke slået nogen ihjel, jeg har ikke stjålet eller begået indbrud. Jeg har ikke så meget som haft et skænderi med nogen. Det vil fremgå tydeligt af de lokale myndigheders og den lokale betjents optegnelser. Ikke desto mindre foreslår anklageren at jeg bliver idømt tre års fængsel.” Det kunne godt se håbløst ud, men som et af Jehovas Vidner ser jeg på situationen med troens øjne. Hvis Gud tillader at jeg bliver dømt, skal jeg altså ikke betragte de tre år som en straf, men som en særlig mulighed for at tjene i et nyt distrikt! Så for mig er situationen ikke håbløs. Jeg betragter det tværtimod som et stort privilegium at få lov til at tjene Gud hvor der endnu ikke er nogen Jehovas Vidner. Medierne har gjort forarbejdet og pløjet distriktet godt. Nu er det tid til at så noget.

Gud er altid den samme, uanset om vi er frie eller i fængsel. Derfor vil han ikke forlade os. Han er med os overalt så længe vi er trofaste. Jeg har fuld tillid til at Gud vil tage mit fysiske og åndelige helbred i betragtning og, hvis han ønsker det, indgive i retsformandens sind og hjerte at efterkomme din anmodning, Naumova, om at kende mig skyldig. Jeg glæder mig til den 1. april. Det der står i Hebræerne 13:6, gør mig tryg: “Jehova er min hjælper; jeg vil ikke være bange. Hvad kan et menneske gøre mig?” Selveste Jehova Gud vil hjælpe mig. Hvem skulle jeg være bange for?

Sergej Skrynnikov