20. MARTS 2019
RUSLAND
Et ud af tre Jehovas Vidner løslades fra varetægtsfængsel i Surgut, Rusland
Den 7. marts 2019 omstødte appeldomstolen i Khanti-Mansijsk, Rusland, den afgørelse som byretten i Surgut havde truffet om at varetægtsfængsle bror Artur Severintjik. Han blev løsladt den 15. marts.
Bror Severintjik er én ud af tre brødre der blev varetægtsfængslet den 17. februar efter razziaer i byerne Surgut og Lyantor. Domstolen har afvist løsladelsen af de to andre brødre, Jevgenij Fedin og Sergej Loginov.
Situationen har tiltrukket international opmærksomhed. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol forlangte en uafhængig lægeundersøgelse af bror Loginov, der blev udsat for fysisk vold under varetægtsfængslingen.
Vi er meget glade for at bror Severintjik er blevet løsladt. Vi beder hele tiden Jehova om at hjælpe vores fængslede brødre i Rusland til at stole på ham og huske at de med hans støtte ‘aldrig vil komme til at vakle’. – Salme 16:8.