Gå direkte til indholdet

Europarådets Ministerkomité, der fører tilsyn med om Menneskerettighedsdomstolens afgørelser bliver implementeret

21. DECEMBER 2022
RUSLAND

Europarådet opfordrer kraftigt Rusland til at ophæve forbuddet mod Jehovas Vidners aktiviteter

Europarådet opfordrer kraftigt Rusland til at ophæve forbuddet mod Jehovas Vidners aktiviteter

I et brev til Ruslands udenrigsminister dateret den 9. december 2022 opfordrede Europarådets generalsekretær på det kraftigste Rusland til at respektere de seneste afgørelser ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det gælder blandt andet afgørelsen af juni 2022, hvor det blev understreget at Ruslands forbud mod Jehovas Vidners aktiviteter er i strid med loven. a

Brevet mindede Rusland om at selvom de trak sig fra Europarådet i marts 2022, er de stadig forpligtet til at implementere afgørelser der er blevet truffet ved Menneskerettighedsdomstolen frem til den 16. september 2022. Desuden vil Europarådets Ministerkomité føre tilsyn med implementeringen af afgørelserne.

Siden afgørelsen af juni 2022 har Ministerkomitéen givet Rusland stærke tilskyndelser til at omstøde højesteretsafgørelsen fra 2017, hvor Jehovas Vidners aktiviteter officielt blev forbudt i Rusland. Derudover anmodede komitéen Rusland om “at genoverveje lovgivningen om anti-ekstremisme, der stempler Jehovas Vidners organisation som ekstremistisk …; at stoppe al retsforfølgelse af Jehovas Vidner og løslade dem der sidder i fængsel, fuldstændigt fjerne konsekvenserne af domfældelserne mod dem samt overdrage alle beslaglagte ejendomme eller betale erstatning for dem”. b

Indtil nu har forbuddet ført til juridiske vanskeligheder for over 660 af vores brødre og søstre, uden anden grund end at de praktiserer deres tro i al fredsommelighed. Mere end 360 af dem har været i fængsel for en tid, og i øjeblikket sidder 114 i fængsel eller varetægtsfængsel.

Mere end 450 brødre og søstre er blevet føjet til Ruslands liste over ekstremister og terrorister, hvilket gør livet svært for dem og deres familier. At have sit navn på listen – der er offentligt tilgængelig – er stigmatiserende og har forhindret mange i at få et arbejde. Derudover oplever mange at deres bankkonti bliver spærret, det bliver svært at få eller forny en forsikring, sælge ejendom, foretage investeringer, modtage arv og endda at købe et sim-kort.

Vi er meget glade for at Europarådet fortsat forsøger at skaffe retfærdighed for vores brødre og søstre i Rusland. Indtil det sker, bliver alle vi andre der tjener Jehova, meget opmuntret af at læse artikler på jw.org om vores russiske brødre og søstres tro, mod og glæde, og vi ved at det kun kan lade sig gøre fordi Jehova er med dem. – Filipperne 1:12-14.

a Se paragraf tre og fem i H46-33 Jehovas Vidner i Moskva og andre (ansøgning nr. 302/02) og Krupko og andre (ansøgning nr. 26587/07) mod Den Russiske Føderation.

b Se paragraf fire i H46-33 Jehovas Vidner i Moskva og andre (ansøgning nr. 302/02) og Krupko og andre (ansøgning nr. 26587/07) mod Den Russiske Føderation.