17. FEBRUAR 2020
RUSLAND
Fem brødre i Orenburg, Rusland, udsat for grov vold af fængselsbetjente
Den 6. februar 2020 gennembankede fængselsbetjente med køller i en straffelejr i Orenburg, Rusland, fem af vores brødre: Aleksej Budentjuk, Gennadij German, Roman Gridasov, Feliks Makhammadijev og Aleksej Miretskij. Bror Feliks Makhammadijev blev kørt på hospitalet fordi han havde brækket et ribben, punkteret en lunge og fået nyreskader. Brødrene Aleksej Budentjuk, Gennadij German, Roman Gridasov og Aleksej Miretskij blev sendt i strafcelle på baggrund af absurde og falske anklager, blandt andet at de skulle have røget cigaretter – noget Jehovas Vidner ikke tillader.
Som tidligere oplyst blev de fem brødre af dommer Dmitrij Larin ved Leninskij Distriktsdomstol i Saratov den 19. september 2019 kendt skyldige sammen med en sjette bror, Konstantin Basjenov. De blev idømt fængselsstraffe på mellem to og tre et halvt år. Den 20. december 2019 afviste Saratov Regionaldomstol deres appel. Mange uger senere blev alle seks brødre fængslet. Bror Basjenov kom i en anden straffelejr i Uljanovskregionen, og blev dermed ikke udsat for tortur.
Da de fem brødre ankom til straffelejren i Orenburg den 6. februar 2020, blev de med det samme gennembanket. Først dagen efter kom de til lægeundersøgelse, hvor det viste sig at bror Makhammadijev havde høj feber, og der blev fundet blod i hans urin. De ansvarlige i fængslet ville kun gå med til at ringe efter en ambulance hvis bror Makhammadijev underskrev en erklæring om at han var “faldet på badeværelsesgulvet”. Han blev indlagt og fik opereret et dræn ind i lungen til at lede ophobet væske ud. Derudover viste hans prøver at han led af underernæring fordi fængselspersonalet havde inddraget den mad han har brug for eftersom han lider af cøliaki.
Vi føler virkelig med vores kære brødre i Rusland, som må udholde en så uretfærdig og umenneskelig behandling. Men vi er sikre på at Jehova fortsat vil være med sine trofaste tjenere. – Filipperne 1:27, 28.