Når brødre i Rusland der både er fædre og ægtemænd, fængsles på grund af deres tro, kan det mærkes langt uden for fængslets mure. Det giver deres koner og børn en masse ekstra bekymringer oveni de udfordringer de kæmper med i forvejen. Ti af de fængslede brødres hustruer har skrevet et fælles brev til de russiske myndigheder hvor de ærligt giver udtryk for deres følelser. De skrev blandt andet: “Vores åbne brev til jer er et råb om hjælp. Vores mænd, som vi elsker så højt, ... er blevet fængslet fordi de sammen med os, vores børn og vores venner har læst i Bibelen og bedt til Gud.”

Flere af vores kære søstre forklarer hvilke særlige udfordringer de har stået over for, og hvordan Jehova har hjulpet dem til klare det mens deres mænd er fængslet.

Mange søstre kan ikke tale med deres mænd via telefonen på grund af tekniske udfordringer. Derudover kan det tage utrolig lang tid før de breve de sender til dem, bliver afleveret, hvis de da overhovedet gør det.

Søster Jevgenija Lagunovas mand, Feliks Makhammadijev var fængslet i mere end to år. Nogle gange gik der meget lang tid hvor hun ikke hørte fra ham. Det var meget svært for hende fordi hun ikke vidste om han var rask og om han havde det godt. Og fordi hun ikke vidste om han fik hendes breve, vidste hun heller ikke om han følte sig helt glemt.

Mange af hustruerne må rejse langt for at se deres mænd. (Se oversigten “Rejser hustruer foretager for at besøge deres mænd”). Et eksempel er Jevgenija der forklarer: “Jeg måtte rejse over 800 kilometer i bil for at besøge min mand i fængslet.” I gennemsnit tog det hende tre til fire dage at besøge hendes mand fra hun kørte hjemmefra til hun var hjemme igen. Andre søstre må køre op til 1.000 kilometer. Når de når frem til fængslet, må de ofte vente udenfor i lange køer.

Søster Irina Christensens mand, Dennis, var det første Jehovas Vidne der blev fængslet i Rusland efter forbuddet i 2017. Hun kører regelmæssigt de 200 kilometer fra sit hjem i Orjol for at besøge Dennis i fængslet i Lgovskij. Hun fortæller: “Turen til fængslet er svær både fysisk og følelsesmæssigt. Jeg må tage hjemmefra klokken halv fire om morgenen så jeg kan være ved fængslet klokken otte for at aflevere den nødvendige dokumentation. Derefter må jeg vente i min bil indtil klokken elleve hvor besøgstiden begynder.” Når hun bliver spurgt hvordan hun klarer det, siger Irina: “Jeg beder meget til Jehova. Jeg beder ham støtte både mig og mine trosfæller – både dem der bor tæt på, dem der er i fængsel, og alle andre.”

Søster Nadesjda German har været adskilt fra sin mand, Gennadij, i over to år. Ligesom andre i hendes situation, må hun også kæmpe med den ensomhed der følger med at være adskilt fra sin mand. Men Nadesjda siger: “Min menighed er blevet mere som en familie for mig. Deres ægte kærlighed til mig og min mand kommer tydeligt til udtryk.”

Søster Julija Miretskaja hvis mand, Aleksej, er i fængsel sammen med Gennadij, tilføjer: “Brødrene og søstrene hjælper mig med at klare de ting der skal ordnes derhjemme. Det er en stor trøst for mig at vide at vennerne er parate til at hjælpe mig.”

Søster Tatjana Budentjuk har taget sig af sine to børn uden sin mand, Aleksej, siden han blev fængslet i september 2019. Hun siger: “Vores børn prøver at fokusere på hvordan Jehova velsigner os og at han altid hjælper os. De ved at denne prøve er midlertidig, og at det er nu de skal vise deres tro og loyalitet over for Jehova.”

Søster Natalja Filatova hvis mand, Sergej Filatov, blev idømt seks års fængsel i marts 2020, er nu alene om at tage sig af deres fire børn. Hun siger om dem: “Jeg kan se at de savner deres far og bekymrer sig om hvordan han har det, for det er noget de har med i deres bønner. Min yngste datter skriver breve til sin far og forsikrer ham om at vi har det godt og at han ikke skal bekymre sig. Men vi vil have det bedre når han er hjemme hos os igen igen.”

Familien prøver at følge Bibelens råd om at leve et enkelt liv. Natalja siger: “Vi har lært at klare os med det vi har, og ikke købe noget unødvendigt. Vi har råd til at betale vores faste udgifter og de ting vi har brug for.”

På trods af udfordringerne bevarer vores søstre en stærk tro ved at have en god åndelig rutine. Julija forklarer: “Jeg prøver at følge med i det hele. Man kan endda sige at jeg studerer for to, for når jeg taler med Aleksej, prøver jeg at huske det jeg har studeret, og dele det med ham.” Nadesjda understreger: “Der er ikke noget der ikke kan klares med Jehovas hjælp. Jeg holder mig tæt til Jehova hele dagen. Jeg føler mig som en lille pige i armene på min almægtige Far. Og når jeg gør noget for andre, er det en hjælp for mig selv.”

Natalja siger noget lignende: “Jeg husker noget en søster sagde: ‘Der er ingen blandt Guds folk der ikke har brug for trøst, men der er heller ingen blandt hans folk der ikke kan være med til at trøste andre’. Det giver mig en følelse af tilfredshed når jeg kan være med til at trøste og opmuntre andre.” Hun fortsætter: “Jeg prøver på ikke at få for ondt af mig selv eller blive deprimeret selvom det er meget svært for mig at undvære min mand både fysisk og følelsesmæssigt. Jeg vil ikke give Satan en chance for at tage modet fra mig!”

Vores brødre og søstre jorden rundt har stor respekt for den trofasthed og udholdenhed som de der har fængslede familiemedlemmer i Rusland og andre lande, viser. Vi ved at disse kære brødre og søstre er meget værdifulde og ‘dyrebare i Jehovas øjne’. – Esajas 43:4a.