Gå direkte til indholdet

Fra venstre, øverst: Bror Aleksej Budentjuk, Dennis Christensen, Gennadij German og Roman Gridasov. Nederst: Bror Vadim Kutsenko, Feliks Makhammadijev og Aleksej Miretskij

6. NOVEMBER 2020
RUSLAND

Internationale myndighedspersoner protesterer over Ruslands forfølgelse af Jehovas Vidner

Internationale myndighedspersoner protesterer over Ruslands forfølgelse af Jehovas Vidner

“En grov uretfærdighed.” – formand for USCIRF Gayle Manchin

Myndighedspersoner fra Europa og USA fortsætter med at fordømme den vedvarende forfølgelse af Jehovas Vidner i Rusland.

USA’s Kommission for International Religionsfrihed (USCIRF)

“USCIRF er chokeret over Ruslands behandling af Dennis Christensen,” siger formand Gayle Manchin i en udtalelse fra 27. oktober 2020. “Det er tydeligt at staten er i gang med en hævnaktion mod denne stakkels mand hvis eneste overtrædelse er fredeligt at praktisere sin tro. I stedet for at være barmhjertige behandler myndighederne ham som en kriminel af særlig farlig karakter. Det er en grov uretfærdighed.”

Formand Manchin kæmper bror Christensens sag gennem USCIRF’s projekt for religiøse samvittighedsfanger. USCIRF har flere gange på det kraftigste fordømt den fængselsdom på seks år som bror Christensen er blevet idømt.

Udtalelsen fra USCIRF fordømmer også Rusland for at nægte at løslade bror Christensen før tid. USCIRF oplyser at han blev “lovet prøveløsladelse den 23. juni [2020], men afgørelsen blev hurtigt appelleret af statsanklageren. I stedet for at blive løsladt blev Dennis Christensen sat i en straffecelle med dårlig ventilation fordi han efter sigende havde overtrådt fængslets regler.”

Udtalelsen fra USCIRF afsluttes med en henvisning til årsrapporten fra 2020. Rapporten fordømmer de russiske myndigheder “for deres systematiske, vedvarende og grove brud på religionsfriheden” og anbefaler at regeringen i USA pålægger Rusland en straf ved at betegne det som “et land der giver anledning til særlig bekymring”.

FN’s Menneskerettighedsråd

I et fælles brev til Ruslands Faste Mission ved FN udtrykte otte højtstående embedsmænd, udpeget af FN’s Menneskerettighedsråd, forfærdelse over “den vedvarende forfølgelse af Jehovas Vidner i Rusland, lukningen af Jehovas Vidners Administrative Center i Sankt Petersborg og forbuddet mod alle religiøse aktiviteter i de 395 lokale organisationer”. Embedsmændene kritiserede også Rusland for at ignorere det internationale samfunds gentagne opfordringer til at standse forfølgelsen.

Embedsmændene fra FN forklarer at Ruslands diffuse love om ekstremisme er “blevet brugt til at forbyde alle Jehovas Vidners religiøse aktiviteter, at skabe frygt iblandt dem, at krænke privatlivets fred, idet politiet har chikaneret dem og ransaget deres hjem, at arrestere nogle af dem og tage dem med til forhør og i nogle tilfælde at idømme dem fængselsstraffe”.

“Jehovas Vidners ret til at praktisere deres religion er beskyttet af artikel 18.1 i ICCPR,” a fastslår embedsmændene. Derfor beder de Rusland om at “sikre at loven fra 2002 om bekæmpelse af ekstremistiske aktiviteter ikke krænker den forfatningssikrede ret man har til tanke-, samvittigheds-, religions- og trosfrihed”.

Brevet afslører også noget af den grusomme behandling vores brødre er udsat for. For eksempel omtaler den de fem Jehovas Vidner fra Saratov der blev gennembanket den 6. februar 2020. I brevet står der: “De tilbageholdte Jehovas Vidner bliver ofte udsat for kritisable forhold, dårlig behandling og andre former for fysisk og psykisk vold der kan betegnes som tortur, på grund af deres religiøse overbevisning.”

I brevet henvises der til et andet voldsomt eksempel på forfølgelse da russiske betjente torturerede bror Vadim Kutsenko den 10. februar 2020. De russiske myndigheder nægter at have tortureret bror Kutsenko. Men embedsmændene fra FN tror ikke på det de russiske myndigheder siger, og er fortsat “alvorligt bekymrede fordi det tyder på at Jehovas Vidner bliver undertrykt i hele landet ved at man definerer deres fredelige aktiviteter som kriminelle”.

Europarådets Ministerkomité

Efter at Rusland forbød Jehovas Vidner og begyndte at forfølge dem i 2017, er Europarådets Ministerkomité b begyndt at holde skarpt øje med om Rusland retter sig efter dommene i de to sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol hvor det blev afgjort at Rusland krænker Jehovas Vidners rettigheder. c I et dokument dateret 1. oktober 2020 udtrykker Ministerkomitéen derfor “alvorlig bekymring på grund af forbuddet fra 2017 og foruroligende rapporter fra forskellige kilder ... hvor det fremgår at Jehovas Vidner som følge af dette forbud fortsat bliver arresteret, retsforfulgt og fængslet blot fordi de fredeligt praktiserer deres tro”.

For at hindre lignende krænkelser fremover anbefaler Ministerkomitéen at Rusland skal undersøge hvordan de kan forbedre deres “nuværende lov om anti-ekstremisme, der er blevet brugt som grundlag for forbuddet mod Jehovas Vidner og de efterfølgende retssager”. Desuden bør Rusland overveje at “ophæve forbuddet og standse de retssager mod Jehovas Vidner der blev igangsat alene fordi de havde deltaget i fredelige religiøse aktiviteter”. I 2021 vil Ministerkomitéen igen se på sagen.

Siden 2017 er over 400 af vores brødre og søstre i Rusland og på Krim blevet anklaget for såkaldt ekstremisme. Over 210 Jehovas Vidner er blevet fængslet i mere end 70 byer landet over.

“Vi påkalder Jehova vores Guds navn” og beder ham om at blive ved med at hjælpe vores brødre og søstre til at holde ud med tålmodighed. – Salme 20:2, 7.

b Europarådets Ministerkomité fører tilsyn med eksekveringen af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme.