Gå direkte til indholdet

1. JULI 2020
RUSLAND

Russisk anklager bremser bror Christensens tidlige løsladelse

Russisk anklager bremser bror Christensens tidlige løsladelse

Den 26. juni 2020 besluttede fængselsmyndighederne i Lgov i modstrid med loven at bror Dennis Christensen skulle anbringes i en særlig straffecelle (EPKT) der normalt bruges til hårde kriminelle. I betragtning af at hans helbred den seneste tid er blevet dårligere, lader beslutningen til at være et bevidst forsøg på at knække ham. Det ser også ud til at anklagemyndigheden har opdigtet nye anklager mod bror Christensen for at appellere hans tidlige løsladelse, en afgørelse som selv samme instans få dage inden støttede i retten.

Bror Christensen har allerede afsonet over halvdelen af den dom han fik på seks år. I mere end et år har han været berettiget til at søge om prøveløsladelse eller nedsættelse af straf. De første tre anmodninger han indsendte, blev ignoreret, men den fjerde blev taget op i retten. Den 23. juni 2020 godkendte Lgov Distriktsdomstol at den resterende del af hans fængselsstraf skulle nedsættes til en bøde. Den anklager der var til stede ved høringen i retten, Artem Kofanov, støttede den afgørelse.

To dage senere indgav en anden anklager, Aleksej Sjatunov, en protest hvori han hævdede at afgørelsen var ulovlig, og krævede at den skulle annulleres, og at der skulle afholdes en ny høring med en anden dommer. Aleksej Sjatunov baserede sin appel på negative rapporter fra fængselsadministrationen i Lgov. I rapporterne stod der at bror Christensen ikke havde vist sig “villig til at arbejde og ikke havde vist tilstrækkelig god opførsel i fængslet”.

Under bror Christensens høring om prøveløsladelse den 23. juni havde repræsentanter for fængslet fremført lignende argumenter, men dommeren vurderede at argumenterne var ugyldige. I retten fremviste forsvarsadvokaten lægeerklæringer som bekræftede at bror Christensens helbred ikke gør det muligt for ham at deltage i fysisk arbejde i fængslet. En af fængselsrepræsentanterne indrømmede under sin vidneforklaring at fængslet slet ikke havde noget arbejde som bror Christensen kunne udføre med sin helbredstilstand.

Mens anklagemyndigheden forberedte sin appel af bror Christensens tidlige løsladelse, indsendte fængselsmyndighederne to negative rapporter om bror Christensen. I den første stod der at han havde været i spisesalen på det forkerte tidspunkt, og i den anden stod der at han havde befundet sig i barakkerne i T-shirt uden jakke. Af de to grunde placerede de bror Christensen i en særlig straffecelle hvor han skulle være i ti dage. Ifølge russisk lov kan myndighederne kun tage sådanne midler i brug efter at en indsat gentagne gange har begået alvorlige overtrædelser af fængselsreglerne, og efter at den indsatte har gennemgået en lægeundersøgelse. Fordi disse kriterier ikke var blevet opfyldt i bror Christensens tilfælde, var der ikke noget grundlag for at placere ham i en straffecelle.

Bror Christensen deler en celle som måler tre gange to meter, med en anden indsat. Der er ikke ordentlig ventilation i cellen, og der er skimmelsvamp, hvilket udgør en fare for bror Christensens i forvejen dårlige helbred. Han havde lungebetændelse for bare nogle få måneder siden, og han er blevet diagnosticeret med en alvorlig ryglidelse. Hans advokat afslørede at “administrationen i fængslet er klar over dette, men at de alligevel har anbragt ham under forhold hvor han skal sove på en hård seng, hvilket medfører voldsomme smerter”.

Bror Christensen har fortalt sin advokat at der var andre indsatte sammen med ham på de tidspunkter hvor han skulle have overtrådt reglerne, men at han var den eneste der blev placeret i straffecelle. Bror Christensens advokat har sagt: “Det får os til at tro at der er en organiseret plan der har til formål at forhindre at Dennis bliver løsladt før tid.”

De russiske myndigheder bliver ved med at finde nye og mere ondskabsfulde måder at angribe vores brødre og søstre i Rusland på, men vi har fuld tillid til at Jehova vil være en sikker tilflugt for dem. Lad os alle sammen blive ved med at bede om at Jehova vil give bror Christensen og hans kone, Irina, alt hvad der skal til, for at de kan forblive trofaste under den her særligt svære tid. – Salme 94:13, 21, 22.