Gå direkte til indholdet

Bror Ruslan Aljev sammen med sin kone, Kristina, foran retsbygningen den 17. december 2020

17. DECEMBER 2020
RUSLAND

Russisk domstol idømmer bror Ruslan Aljev betinget fængsel

Russisk domstol idømmer bror Ruslan Aljev betinget fængsel

Indeholder yderligere kommentarer fra bror Aljev

Den 17. december 2020 idømte Leninskij Distriktsdomstol i Rostov-na-Donu bror Ruslan Aljev en betinget fængselsdom på to et halvt år. Han skal ikke i fængsel på nuværende tidspunkt.

I dagene op til domsafsigelsen var det tydeligt at se at Ruslan havde “Guds fred”. (Filipperne 4:7) Til sine venner sagde han stille og roligt: “Jeg er ikke særligt bekymret for hvad retten når frem til. Alt hvad Gud tillader, har han fuld kontrol over, og hjælpen vil komme på det helt rigtige tidspunkt. Jeg vil tjene Jehova uanset hvor jeg er.” Ruslan ved også at hans brødre og søstre i hele verden har bedt for at han må forblive loyal og holde ud, og det siger han har været “en stor trøst”.

I sine afsluttende bemærkninger til retten den 14. december 2020 sagde Ruslan modigt: “I det første århundrede stod en ung mand på 33 år anklaget for at have anstiftet et oprør mod staten. Men alle de informationer vi har om den retssag, viser at det han blev dømt for, var hans forhold til Gud, Jehova. Vidnernes udsagn modsagde hinanden, og man kunne på ingen måde bevise hans skyld, men alligevel blev han dømt skyldig. Den anklagede var Jesus Kristus.

I dag, her i det enogtyvende århundrede står jeg – en ung mand der også er 33 år gammel – for retten, ligeledes anklaget for at have gjort oprør mod regeringen og truet statens sikkerhed. ... Jeg er anklaget for at undergrave forfatningen og true statens sikkerhed, og jeg er chokeret over hvor grundløs og absurd den anklage er.”

Ruslan afviste også på det kraftigste den falske anklage om at han tilskyndede til etnisk og religiøst had. Han sagde: “På grund af forskellige omstændigheder er jeg vokset op med en stærk tilknytning til mindst tre forskellige folk: det russiske, det aserbajdsjanske og det ukrainske. Jeg holder lige meget af alle de folkeslag og føler mig nært knyttet til dem. ... Blandt mine venner er der mange fra engelsktalende afrikanske lande og også mange der taler kinesisk. ... Jeg er selv aserbajdsjansk af fødsel. Alle kender til det langvarige fjendskab der har været mellem det aserbajdsjanske folk og det armenske folk, men min bedste ven er armenier, og han var forlover ved mit bryllup. Den holdning jeg har til mennesker af forskellig nationalitet, race og social status, skyldes min religiøse opvækst. ... Og nu er det meget overraskende for mig og for dem der kender mig, at høre at jeg bliver anklaget for at tilskynde til racehad og fremme idéen om at en race er bedre end en anden.”

Det er opmuntrende at høre at vores brødre og søstre i Rusland modigt bruger deres tid i retssale på at aflægge et godt vidnesbyrd. Vi har tillid til at Jehova vil drage retsindige mennesker til sig når de hører os forsvare vores tro over for myndighedspersoner. – Matthæus 10:18.