22. APRIL 2021
RUSLAND
UPDATE – APPEL AFVIST | Bøn, studie og opmuntring fra venner hjælper vores brødre til at holde ud i fængsel og under husarrest måned efter måned
Den 4. oktober 2022 afviste Kirov Regionaldomstol appellen fra bror Maksim Khalturin, Vladimir Korobejnikov, Andrsej Onisjtjuk, Andrej Suvorkov, Jevgenij Suvorkov og Vladimir Vasiljev. De skal ikke i fængsel på nuværende tidspunkt.
Den 3. juni 2022 kendte Pervomajskij Distriktsdomstol i Kirov bror Maksim Khalturin, Vladimir Korobejnikov, Andrsej Onisjtjuk, Andrej Suvorkov, Jevgenij Suvorkov og Vladimir Vasiljev skyldige. Brødrene blev idømt betingede fængselsstraffe på mellem to et halvt og seks et halvt års fængsel. Retten kendte bror Jurij Geraskov skyldig selvom han var afgået ved døden inden sagen blev afsluttet.
Profiler
Jurij Geraskov
Født: 1956 (Aserbajdsjan)
Død: 24. april 2020
Baggrund: Som barn og ung holdt han meget af fodbold og fotografering. Arbejdede for et filharmonisk orkester. Udvandrede til Rusland i 1993 på grund af den politiske situation i Aserbajdsjan. Giftede sig med Alevtina i 2011. Blev døbt som et af Jehovas Vidner samme år. Ægteparret holdt af vandreture og af at besøge deres venner
Maksim Khalturin
Født: 1974 (Kirov i regionen Kirov)
Baggrund: Som barn var han glad for at læse bøger. Begyndte at interessere sig for Bibelen i 1993. Blev døbt som et af Jehovas Vidner i 1995. Tager sig af sine gamle forældre. De respekterer og støtter ham i forbindelse med hans tro, men de har selv en anden tro
Vladimir Korobejnikov
Født: 1952 (Øen Dikson i regionen Krasnojarsk)
Baggrund: Hans far var polarhavsforsker. Som barn kunne Vladimir lide at bygge miniaturemodeller. Arbejdede som blikkenslager og mekaniker. Er nu pensioneret og kan lide at fiske
Vladimir og hans kone, Olga, begyndte at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner i begyndelsen af 1990’erne. Det var især Bibelens profetier der gjorde indtryk på ham. Blev døbt i 1996. Bibelens principper har styrket hans familie, der indbefatter en voksen søn og datter
Andrsej Onisjtjuk
Født: 1968 (Białystok, Polen)
Baggrund: Som ung interesseret i fodbold og vægtløftning. Døbt i 1990. Flyttede til Kirov i 1997. Er meget glad for russisk litteratur. Giftede sig med Anna i 2002. De kan lide at være ude i naturen, plukke svampe og spille fodbold
Andrej Suvorkov
Født: 1993 (Kirov i regionen Kirov)
Baggrund: Hans mor lærte ham om sandheden lige fra han var lille. Som barn elskede han at læse om naturvidenskab og dyrke sport, især volleyball. Blev døbt som et af Jehovas Vidner i 2007. Som alternativ til militærtjeneste arbejdede han på et rehabiliteringscenter for stofmisbrugere. Blev gift med Svetlana i 2016. De er begge glade for sport
Jevgenij Suvorkov
Født: 1978 (Kumjony i regionen Kirov)
Baggrund: Som barn var han glad for at spille skak og hockey og lytte til musik. Arbejder som elektriker. Begyndte at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner da han var 16. Blev døbt i 1995. Ansøgte om at udføre civil tjeneste i stedet for militærtjeneste da han var 18. Efter seks retssager fik han til sidst tilladelse til at udføre civil tjeneste. Giftede sig med Svetlana i 2000 og har været med til at tage sig af hendes søn, Andrej (omtalt ovenfor)
Vladimir Vasiljev
Født: 1956 (Perm)
Baggrund: Som barn var han glad for fodbold. Arbejdede som blikkenslager og chauffør. Er nu pensioneret. Han og hans kone, Nadesjda, begyndte at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner i begyndelsen af 1990’erne. Blev døbt i 1994
Sagen
Den 9. oktober 2018 gennemførte politifolk ransagninger i 14 hjem tilhørende familier af Jehovas Vidner i Kirov. Det førte til at bror Maksim Khalturin, bror Vladimir Korobejnikov, bror Andrsej Onisjtjuk, bror Andrej Suvorkov og bror Jevgenij Suvorkov blev arresteret og derefter sat i varetægtsfængsel. I januar og juli 2019 blev bror Vladimir Vasiljev og bror Jurij Geraskov også anklaget.
Vladimir Korobejnikov blev tilbageholdt i over to måneder. Han blev løsladt til husarrest fordi hans kone og datter er syge og kræver pleje. Maksim og Andrej var varetægtsfængslet i over tre måneder. Jevgenij var fængslet i omkring fem måneder. Andrsej var varetægtsfængslet i 327 dage. Flere af brødrene blev overført til husarrest efter deres fængsling. Siden da er de blevet løsladt men har ikke frihed til at forlade lokalområdet.
Mens brødrene var i fængsel, var det svært for dem at være adskilt fra deres kære. Men de havde tillid til at Jehova ville tage sig af familierne.
For Vladimir Korobejnikov var det en prøvelse fordi hans kone, Olga, er handicappet. Han fortæller: “Det sværeste var at jeg var tvunget til at efterlade min kone hjælpeløs og alene derhjemme.” Under ransagningen af deres bolig blev Olgas telefon konfiskeret. Det var Vladimir meget bekymret over indtil han fik et brev fra en åndelig søster som forsikrede ham om at hans trosfæller i menigheden tog sig af hans kone. Senere fik han et meget opmuntrende brev fra Olga hvor hun bekræftede at det gik godt.
Det gør det ekstra svært for brødrene at de ikke har lov til at bevæge sig frit omkring, og at de har status som “ekstremister”. For eksempel er det vanskeligt for dem at få et fast arbejde. Og de har ikke adgang til deres bankkonti.
Alligevel siger Jevgenij: “Jehova sørger rigeligt for alt hvad vi har brug for. Ligesom israelitterne i ørkenen mangler vi ingenting. Vi mærker til fulde hvordan Jehovas familie sørger for os materielt, følelsesmæssigt og åndeligt.”
Brødrene siger at bøn, personligt studie og bibellæsning har hjulpet dem til at holde ud og bevare modet. Vladimir Vasiljev siger for eksempel: “De begivenheder vi læser om i Bibelen, hjælper os til at forstå at Jehova har alting under kontrol. Det styrker vores tro på ham og giver os endnu større tillid til ham.”
Selvom hele sagen har skabt store problemer for vores kære brødre og deres familier, ved vi at de vil blive ved med at stole på Jehova. De fortsætter med at holde ud, og de ved at mennesker ikke kan gøre dem varig skade. – Salme 56:4.