Gå direkte til indholdet

Fra venstre: Bror Alam Aliyev, bror Valerij Kriger, bror Sergej Sjuljarenko og bror Dmitrij Zagulin

18. MARTS 2021 | OPDATERET: 20. DECEMBER 2022
RUSLAND

UPDATE – BRØDRE KENDT SKYLDIGE | Fire af vores brødre fra Birobidzjan risikerer fængselsstraffe

UPDATE – BRØDRE KENDT SKYLDIGE | Fire af vores brødre fra Birobidzjan risikerer fængselsstraffe

Byretten i Birobidzjan, der ligger i Den Jødiske Autonome Region, har kendt bror Alam Aliyev, bror Valerij Kriger, bror Sergej Sjuljarenko og bror Dmitrij Zagulin skyldige. Bror Aliyev blev idømt seks og et halvt års fængsel, og bror Zagulin tre og et halvt år. Bror Kriger og Sjuljarenko blev begge idømt syv års fængsel. Alle fire blev taget med i forvaring direkte fra retssalen.

Profiler

Alam Aliyev

  • Født: 1963 (landsbyen Lyaki, Aserbajdsjan)

  • Baggrund: Tjente i det sovjetiske militær i Tyskland. Fik senere arbejde på en fiskerbåd. Flyttede i 1989 til Khabarovsk, Rusland. Arbejder i øjeblikket som maskinarbejder

    Kort tid efter han flyttede til Rusland, begyndte han at studere Bibelen. Blev døbt i 1991. Blev i 2015 gift med Svetlana. De er glade for at bruge tid sammen udendørs

Valerij Kriger

  • Født: 1968 (Den Jødiske Autonome Region)

  • Baggrund: Opvokset i en ikkereligiøs familie. Var som barn glad for at gå til gymnastik. Uddannede sig til massør og har i dag sin egen praksis. Døbt i 1994. Blev i 2017 gift med Natalja. De kan godt lide at spille volleyball og bruge tid sammen udendørs

Sergej Sjuljarenko

  • Født: 1984 (Khabarovsk)

  • Baggrund: Som barn boede han i Turkmenistan mens hans far tjente i militæret dér. Blev maskinarbejder. Elsker at tegne portrætter og lære nye sprog. Lærte om Jehova gennem sin mor. Blev døbt i 1997, da han var 13 år

Dmitrij Zagulin

  • Født: 1973 (Khabarovsk)

  • Baggrund: Som barn ville han gerne være soldat. Har lært kampsport og fået undervisning i faldskærmsudspring. Arbejder for tiden for et firma der lægger togskinner. Begyndte at studere Bibelen i 1991. Døbt i 1992. Gift med Tatjana i 2012

Sagen

Den 17. maj 2018 gennemførte 150 betjente fra den russiske efterretningstjeneste operation “Dommedag” i Birobidzjan. Bror Alam Aliyev blev anklaget og varetægtsfængslet i otte dage for at “organisere aktiviteter for en ekstremistisk organisation”. Der blev også rejst sag mod bror Valerij Kriger, bror Sergej Sjuljarenko og bror Dmitrij Zagulin. Alle fire brødre har forbud mod at forlade området. Derudover har Alam, Valerij og Dmitrij også den bekymring at der er blevet rejst sag mod deres hustruer.

Før Alam blev arresteret, havde han studeret emnet forfølgelse. Og det han havde lært, delte han med andre i menigheden. Han siger: “Jeg prøvede at opmuntre brødrene og søstrene og sagde at de ikke skulle blive bange når de kom ud for forfølgelse. Det var lige det rigtige tidspunkt, for præcis en uge senere var der 21 familier i vores menighed der fik deres hjem ransaget.”

Valerij og hans hustru, Natalja, kunne ikke overvære Jehovas Vidners stævne i Seoul, Sydkorea, fordi de ikke måtte forlade deres område. De måtte heller ikke besøge hans forældre, der bor i Israel. Sørgeligt nok døde hans far i februar 2019. Nogle få måneder tidligere var hans mor blevet opereret i rygsøjlen og havde brug for hjælp døgnet rundt. Valerij er overbevist om at Jehova hjalp dem. Selvom hans forældre ikke er Jehovas Vidner, var det Valerijs åndelige brødre og søstre i Israel der tog sig af hans mor. Han fortæller: “Vi nævnte min mors situation i vores bønner til Jehova, og han besvarede dem. Vores trosfæller i Israel opmuntrede og trøstede min mor. De besøgte hende, talte med hende og inviterede hende med til møderne. Vi kunne ikke selv være hos min mor, men vi så hvordan Jehova hjalp os gennem vores internationale brodersamfund.”

Dmitrij siger at forfølgelsen minder ham om noget han allerede vidste i forvejen. Han fortæller: “Når det hele går godt og der ikke er nogen begrænsninger på vores tilbedelse af Gud, kan man let komme til at tage vores åndelige skatte for givet og glemme at værdsætte dem. Men når myndighederne forhindrer os i at tilbede Gud frit, forstår vi at uanset hvilke omstændigheder vi har, må vi gøre hvad vi kan for at holde os nær til Jehova og forberede os på at vi kan blive forfulgt. Det vil derfor være klogt af os at ‘samle os værdier i himlen’ nu. Det vil hjælpe os til at holde ud til enden og holde vores tro stærk.” – Matthæus 6:20.

Det er tydeligt at Jehova giver vores elskede brødre og søstre i Rusland “den kraft som er ud over det normale”, så de kan holde ud. – 2. Korinther 4:7.