2. JUNI 2021
RUSLAND
UPDATE | Bror Akopov, Samsonov og Sultanov bliver retsforfulgt men støtter sig til Jehova
Den 5. august 2022 afsagde Stavropol Regionaldomstol dom i sagen mod bror Aleksandr Akopov, Konstantin Samsonov og Sjamil Sultanov. Bøderne som Aleksandr og Sjamil var blevet idømt, blev ændret til 250.000 rubler (cirka 29.000 kroner) og skal nu betales. Konstantins fængselsdom blev ændret til en bøde på 400.000 rubler (cirka 47.000 kroner), og han vil blive løsladt med det samme.
Den 19. april 2022 kendte Neftekumskij Distriktsdomstol i Stavropolregionen Aleksandr, Konstantin og Sjamil skyldige. Aleksandr og Sjamil blev begge idømt en bøde på 500.000 rubler (cirka 56.000 kroner). Bøderne skal ikke betales fordi brødrene har været varetægtsfængslet. Konstantin blev idømt en fængselsdom på syv et halvt år. Han blev straks taget med i forvaring.
Profiler
Aleksandr Akopov
Født: 1992 (Neftekumsk)
Baggrund: Arbejder i byggebranchen sammen med sin far og storebror. Kan godt lide at spille fodbold, basketball og tennis, at bruge tid i naturen og at lave mad
Blev døbt som et af Jehovas Vidner i 2007 i en alder af 14
Konstantin Samsonov
Født: 1977 (Neftekumsk)
Baggrund: Som ung interesserede han sig for skak og computere. Arbejder nu som computerprogrammør på et hospital. Han og hans kone, Svetlana, begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner i 1998. De blev døbt i 2000. De har en søn
Sjamil Sultanov
Født: 1977 (Makhmud-Mekteb, Stavropolregionen)
Baggrund: Arbejder med vedligeholdelse og reparation af bygninger. Begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner omkring år 2000. Blev døbt i 2003. Giftede sig med Jelena i 2004 og hjalp hende med at opdrage hendes søn fra et tidligere ægteskab
Sagen
Lørdag den 26. august 2017 blev 18 Jehovas Vidner der holdt ferie ved en sø i nærheden af Neftekumsk, omringet af bevæbnede betjente. Hele gruppen, der også bestod af børn og ældre, blev kørt til en politistation og afhørt i tre timer. Efterfølgende blev mange brødre og søstre i Neftekumsk overvåget og fik deres hjem ransaget. Aleksandr, Konstantin og Sjamil blev sigtet og tilbragte næsten et helt år i varetægtsfængsel.
Aleksandr indrømmer at han frygtede at komme i fængsel, fordi han lider af angst og har andre helbredsproblemer. Han bad inderligt Jehova om at få mental og følelsesmæssig styrke til at udholde tiden i fængslet. “Der var tit situationer hvor jeg sagde til Jehova at nu kunne jeg ikke mere,” husker Aleksandr. “Jeg kan slet ikke forstå at jeg kunne holde ud i [næsten] et år i varetægtsfængslet.” Jehova besvarede hans bønner ved at hjælpe ham til at huske forskellige bibelvers når han ikke havde adgang til en bibel. Han skrev alle de vers ned han kunne huske, og så læste han et vers hver morgen og tænkte over hvordan det kunne hjælpe ham i hans situation. Det satte ham i stand til at se sin situation med Jehovas øjne.
Konstantin fik mange breve fra sin kone, der hjalp ham til at holde modet oppe. I ét brev, husker han, foreslog hans kone at han skulle betragte sine prøvelser som en oplevelse. “Det var en meget sjov tanke, og med tiden blev det hele faktisk lidt lettere,” fortæller Konstantin.
Sjamil forklarer at de første måneder i varetægtsfængsel var de sværeste. “Med tiden blev det lettere,” husker han. “Det viste mig at Jehova ikke havde forladt mig.” Tiden i fængsel lærte ham at stole på Jehova og ikke bekymre sig for meget om fremtidige prøvelser.
Alle tre brødre er underlagt restriktioner for deres bevægelsesfrihed og må ikke bruge telefon eller internet. Begrænsningerne gør det svært for Aleksandr at få nødvendig lægehjælp og forhindrer Konstantin i at passe sit arbejde som computerprogrammør. Trods alle udfordringerne er brødrene fast besluttet på at være trofaste mod deres Gud.
Vi er sikre på at Jehova vil velsigne vores tre brødre, der bliver ved med at sætte deres lid til ham. – Salme 20:7.