Gå direkte til indholdet

Fra venstre: Bror Dmitrij Malevanyj, søster Olga Opaleva, søster Olga Panjuta og bror Aleksej Trofimov

29. JUNI 2021 | OPDATERET: 13. FEBRUAR 2023
RUSLAND

UPDATE – FÆNGSELSDOMME | Forkyndere bevarer glæden og bliver styrket under forfølgelse

UPDATE – FÆNGSELSDOMME | Forkyndere bevarer glæden og bliver styrket under forfølgelse

Den 10. februar 2023 kendte byretten i Spassk i Primorskij-regionen bror Dmitrij Malevanyj, søster Olga Opaleva, søster Olga Panjuta og bror Aleksej Trofimov skyldige. Bror Malevanyj fik en fængselsdom på syv år. Bror Trofimov fik en fængselsdom på seks et halvt år, og søster Panjuta blev idømt fire års fængsel. De blev alle tre taget med i forvaring direkte fra retssalen. Søster Opaleva blev idømt en betinget dom på fire et halvt år. Hun skal ikke i fængsel på nuværende tidspunkt.

Profiler

Dmitrij Malevanyj

  • Født: 1990 (Spassk-Dalnij)

  • Baggrund: Underviser i computerprogrammering. Hans kone, Uljana, er kunstner. Som teenager begyndte han at studere med Jehovas Vidner. Han blev overbevist om at man kan stole på Bibelen, og at man vil få et bedre liv ved at leve efter dens principper. Blev døbt i 2004

Olga Opaleva

  • Født: 1952 (Spassk-Dalnij)

  • Baggrund: Troede på Gud da hun var ung, men var ikke interesseret i Bibelen. Kort efter hendes 22-årig datters død mødte hun Jehovas Vidner. Hun blev meget glad for at lære om Bibelens løfte om en opstandelse. Efterhånden som hendes tro voksede, begyndte hun at fortælle andre om håbet. Blev døbt i 1995. Har elsket musik og at synge siden hun var lille. Er især glad for at synge Rigets sange

Olga Panjuta

  • Født: 1959 (Nisjnij Novgorod)

  • Baggrund: Før hun gik på pension, arbejdede hun som børnehavelærer og socialarbejder. Blev gift med sin mand, Vladimir, i 1982. De har tre voksne børn, to døtre og en søn. Studerede med Jehovas Vidner og værdsatte Bibelens klare sandheder. Blev døbt i 1996

Aleksej Trofimov

  • Født: 1959 (Mamakan, Irkutsk-regionen)

  • Baggrund: Mødte sin kone, Tamara, mens han var under uddannelse i Vladivostok. De har fire børn og flere børnebørn. Har arbejdet som låsesmed og på det seneste ført tilsyn med et fyrrum. Besluttede sig for at tjene Jehova i begyndelsen af 1990’erne efter at have lært at Guds ord kan hjælpe en til at få et meningsfyldt liv. Blev døbt i 1996

Sagen

Den 25. november 2018 trængte betjente ind og ransagede fire hjem der tilhører Jehovas Vidner i byen Spassk-Dalnij. Betjentene brugte en elektrisk sav til at skære sig igennem døren til Olga Opalevas lejlighed. Da de var kommet ind, spurgte betjentene hvorfor hun ikke havde åbnet døren, men hun var ikke i stand til at formulere et klart svar. Betjentene tilkaldte en ambulance, og man konstaterede at hun havde haft et slagtilfælde. Senere samme dag hentede betjentene hende fra hospitalet for at afhøre hende. Efter slagtilfældet har Olga mistet noget af sin førlighed i venstre arm og venstre ben. Hendes søn, bror Vitalij Ilinykh, som hjælper med at tage sig af hende, er blevet anklaget i en anden sag.

Alle fire blev anbragt i et midlertidigt varetægtsfængsel i to dage. Den 27. november 2018 blev de alle overført til husarrest. Der gik mere end ét år før deres restriktioner blev lempet.

De er blevet anklaget for at organisere og deltage i en såkaldt ekstremistisk organisation.

Venner og familie, deriblandt nogle som ikke er Jehovas Vidner, har sagt at de ikke forstår hvorfor så fredelige mennesker bliver straffet på grund af deres tro. Dmitrijs kolleger, som ikke er Jehovas Vidner, støtter ham og opfordrer ham til ikke at give op.

Dmitrij forstår at den glæde han mærker selvom han bliver forfulgt, er et tegn på at Jehova er med ham. Han siger: “Ligesom Moses’ stav var et tegn på at Jehova var med ham, sådan er min glæde også et tegn på at Jehova støtter mig.” Han siger videre at hans glæde vil være “et stærkt vidnesbyrd for alle der arbejder i retten og med efterforskningen”.

Olga Opaleva fortæller: “Når jeg tænker over alt det jeg er i stand til at klare, er det tydeligt at Jehova hele tiden hjælper mig. Jeg er begyndt at stole på Jehova i alt, også i de små ting. Og jeg prøver at kaste min byrde på hans skuldre.”

Aleksej forklarer hvad der hjalp ham under hans varetægtsfængsling og husarrest: “Jehova hjalp mig til at være stærk. Jeg kunne mærke hans hjælp allerede da de spærrede mig inde i det midlertidige varetægtsfængsel. Jeg bad Jehova om at gøre mig modig. Jeg mærkede med det samme at mine hænder og ben og min stemme holdt op med at ryste. Og jeg bestemte mig for at gøre mit bedste for at tilpasse mig min nye situation.”

“Jehovas omdømme står på spil,” siger Olga Panjuta. “Derfor må vi stole på Jehova, tjene ham helhjertet og gøre hans vilje så godt som vi kan.”

Mens vores kære brødre og søstre venter på deres dom, beder vi til at de fortsat vil stole på at Jehova, deres klippe, vil give dem styrke til at holde ud. – 5. Mosebog 32:4.