8. SEPTEMBER 2020
RUSLAND
Vores unge bror Baranov og søster Dulova viser tro og mod
To af vores kære unge venner i Rusland, bror Jegor Baranov og søster Darija Dulova, viser stort mod selvom de er sigtede og muligvis står over for lange fængselsstraffe. Bror Baranov, der kun er 19 år gammel, sidder lige nu i varetægtsfængsel, og søster Dulova var kun 18 år gammel da myndighederne ransagede hendes hjem. De er de yngste af de over 380 brødre og søstre i Rusland der er sigtede på grund af deres tro.
Bror Baranov har været tilbageholdt siden 27. maj 2020. Søster Dulova venter på afgørelse i to sager som hun er sigtet i. På trods af deres mange udfordringer er de begge besluttet på at blive ved med at være trofaste mod Jehova.
Den 27. maj ransagede bevæbnede betjente fra den russiske efterretningstjeneste (FSB) bror Baranovs hjem, hvor han boede sammen med sin mor. Efterfølgende beordrede dommer Aleksej Sjatilov at vores bror skulle varetægtsfængsles fordi han var “en af lederne” blandt Jehovas Vidner i området.
På trods af den voldsomme oplevelse i forbindelse med ransagningen siger bror Baranov at han var i stand til at forholde sig roligt efter at have bedt til Jehova. Han fortæller: “En af betjentene sagde at det var som om jeg havde ventet på at de kom.”
Bror Baranov siger at han hele tiden minder sig selv om at “hvis Jehova tillader situationen, er det fordi jeg kan klare den”. Han forklarer også: “Jeg har bedt inderligt til Gud om hans støtte og hellige ånd, og det har hjulpet mig til ikke at være bange. Og jeg ved at jeg ikke er kriminel. Min samvittighed er ren, og det er på grund af min tro at jeg bliver forfulgt.”
Bror Baranov har fortalt at han ikke føler sig utryg i varetægtsfængslet. Hans medfanger er ikke voldelige, og de har været respektfulde over for ham og behandler ham som en lillebror. “De er godt klar over at jeg ikke burde være her,” siger bror Baranov.
Den 1. august 2018 blev den lejlighed søster Dulova og hendes mor bor i, ransaget. Søster Dulova forklarer at selvom ransagningen af hendes hjem og den efterfølgende anholdelse har tæret på hende følelsesmæssigt, er hendes tro stadig stærk. “Jeg er fast besluttet på at være loyal mod Jehova,” siger hun. “Jeg vil altid tjene Jehova, uanset hvad der sker.”
Retssagen mod søster Dulova begyndte i september 2019 ved byretten i Karpinskij i Sverdlovsk-regionen. Ved en af de afsluttende høringer sagde søster Dulova i retten at det er normalt for mennesker at dele det der gør en glad, med andre. Hun forklarede: “For eksempel ved jeg at Gud snart vil oprette et paradis her på jorden, og til den tid vil der kun være glædestårer. Er det ikke en god nyhed jeg burde fortælle andre?”
På trods af hendes logiske argumenter og modige forsvar blev hun dømt den 27. januar 2020. Hun blev idømt et års betinget fængsel, og forsvarsadvokaten appellerede dommen.
Den 6. august 2020 annullerede Sverdlovsk Distriktsdomstol søster Dulovas dom. Det blev afgjort at sagen skulle gå om med en anden dommer ved byretten i Karpinskij. Datoen for retssagen er ikke blevet fastlagt endnu. Mens hun venter på resultatet af den sag, bliver hun, hendes mor og tre andre Jehovas Vidner efterforsket af politiet i en anden sag.
Bror Baranov og søster Dulova har lært meget den sidste svære tid.
Søster Dulova fortæller: “Det har hjulpet mig at styrke mit forhold til Jehova ved at læse i Bibelen, forberede mig til menighedens møder og lære Rigets sange udenad. Jeg har fokuseret på at meditere over det jeg læser i Bibelen, og det har hjulpet mig til ikke at være bekymret og bange for hvad der kan ske.”
Bror Baranov siger: “For at kunne udholde prøvelser er man nødt til at have et nært forhold til Gud. Spild ikke tiden. Styrk dit venskab med Jehova Gud nu.”
I Bibelen er der mange eksempler på at Jehova har hjulpet sine trofaste unge tjenere til at være modige. Vi ved at han vil blive ved med at give styrke til vores kære unge venner der bliver forfulgt i Rusland og i andre dele af verden. – 1. Samuel 1:20; 16:18; 2. Kongebog 5:1-3; Daniel 1:14-17; 3:17-27.