Gå direkte til indholdet

Fra venstre til højre: Aleksej Budentjuk, Konstantin Basjenov, Feliks Makhammadijev, Aleksej Miretskij, Roman Gridasov og Gennadij German inden de blev anholdt

23. SEPTEMBER 2019
RUSLAND

Yderligere seks brødre er dømt og fængslet i Rusland

Yderligere seks brødre er dømt og fængslet i Rusland

Torsdag den 19. september 2019 blev seks brødre fra den russiske by Saratov idømt fængselsstraf alene af den grund at de er Jehovas Vidner.

Dommer Dmitrij Larin fra Leninskij Distriktsdomstol i Saratov idømte bror Konstantin Basjenov og bror Aleksej Budentjuk tre år og seks måneders fængsel; bror Feliks Makhammadijev tre års fængsel; bror Roman Gridasov, bror Gennadij German og bror Aleksej Miretskij to års fængsel. Derudover indeholdt kendelsen en bemærkning om at brødrene efter at have afsonet deres fængselsdom ikke må indtage nogen som helst ledende stillinger i offentlige organisationer i en periode på fem år. Forsvaret har i sinde at appellere dommen.

De seks brødres straffesager blev indledt efter at russiske myndigheder havde foretaget ransagninger af syv hjem der tilhører Jehovas Vidner, i Saratov den 12. juni 2018. Alle brødrene har familie, og bror Budentjuk har to børn der stadig går i skole. Bror Budentjuk, bror Basjenov og bror Makhammadijev sad varetægtsfængslet i næsten et år efter de var blevet anholdt.

I deres afsluttende kommentarer i retten citerede de seks brødre adskillige vers fra Bibelen og sagde at de ikke bar nag til anklagemyndigheden.

Rusland har nu kendt syv mænd skyldige og idømt dem fængsel. Over 250 brødre og søstre er lige nu anklaget, hvoraf 41 er tilbageholdt (varetægtsfængslet eller fængslet), og 23 er i husarrest.

Vi beder for at alle vores trofaste og modige brødre og søstre i Rusland “vil blive styrket med al den kraft som Gud i sin store magt kan give [dem], så [de] kan udholde alt med tålmodighed og glæde”. – Kolossenserne 1:11.