29. NOVEMBER 2018
RUSLAND
Dennis Christensen får støtte fra hele verden
Bror Dennis Christensen har siddet fængslet i mere end 525 dage for at praktisere sin tro og har været i retten næsten 50 gange. Sjelesnodorosjnij Distriktsdomstol i Orjol, der behandler Dennis’ sag, har planlagt høringer i midten af december. Selvom han har været varetægtsfængslet i mere end 18 måneder, har han ikke på noget tidspunkt mistet sin positive indstilling. Det er et tydeligt bevis på at Jehova støtter og hjælper ham som et svar på de millioner af bønner hans brødre og søstre i hele verden beder for ham.
Dennis har modtaget hundredvis af kort og tegninger fra sine trosfæller i Rusland og andre lande der giver udtryk for deres kærlige støtte. Ved høringen den 30. oktober viste Dennis gennem det glasbur han er i under retssagen, nogle af de kort og tegninger som børn har sendt til ham, så alle der kom for at vise deres støtte, kunne få glæde af dem.
Det internationale samfund har også vist stor interesse for Dennis’ sag. Den 21. juli 2017 gav Memorial Human Rights Centre, der har base i Moskva, Dennis status som politisk fange. Den 20. juni 2018 anmodede Ruslands menneskerettighedsråd den offentlige anklagemyndighed om at bekræfte at det er i overensstemmelse med loven at retsforfølge Jehovas Vidner. Den 26. september 2018 gav USA’s Kommission for International Religionsfrihed officielt Dennis status som “fange på grund af sin religion og samvittighed”.
Rusland garanterede klart og tydeligt i en tidligere retssag at forbuddet mod Jehovas Vidners juridiske selskaber ikke ville påvirke de enkelte Vidners ret til at praktisere deres tro. Lokale og føderale myndigheder har ignoreret denne garanti og fejlagtigt anvendt loven som grund til at anholde Dennis og mange andre og anklage dem for “ekstremistisk” aktivitet. I år har myndighederne gennemført utallige ransagninger rundt omkring i Rusland. Ved frigivelsen af denne artikel er 25 brødre og søstre i fængsel, 18 er i husarrest, og mere end 40 er underlagt forskellige andre begrænsninger. Udfaldet af Dennis’ retssag vil derfor danne præcedens for de mere end 90 andre Jehovas Vidner i omkring 30 dele af Rusland som lige nu venter på resultatet af politiets efterforskning.
Vi ved at vores globale familie vil blive ved med at bede Jehova om fortsat at styrke og give mod til vores kære brødre og søstre der er anklaget for deres tro, mens vi med udholdenhed ser frem til den dag hvor han vil “skaffe sine udvalgte deres ret”. – Lukas 18:7.