27. JULI 2015
RUSLAND
Rusland forbyder Jehovas Vidners officielle hjemmeside
Syv måneder efter at Den Russiske Føderations Højesteret erklærede www.pr418.com for at være ekstremistisk, har de russiske myndigheder forbudt Jehovas Vidners officielle hjemmeside. Forbuddet trådte i kraft den 21. juli 2015, da Den Russiske Føderations Justitsministerium føjede jw.org til den føderale liste over ekstremistisk materiale. Internetudbydere i hele Rusland har blokeret adgangen til hjemmesiden, og det er nu strafbart at henvise til den inden for landets grænser. Rusland er det eneste land i verden der har forbudt jw.org.
Begivenheder der ledte op til at JW.ORG blev forbudt
Jehovas Vidner i Rusland vidste ikke at myndighederne i byen Tver i 2013 i hemmelighed var begyndt at tage retslige skridt imod hjemmesiden. Anklagemyndigheden i Tver havde klaget til Tsentralnij Distriktsdomstol med krav om at jw.org blev forbudt eftersom den indeholdt nogle af Jehovas Vidners religiøse publikationer som tidligere retsafgørelser i Rusland havde erklæret for at være ekstremistiske. a Den 7. august 2013 imødekom distriktsdomstolen anklagerens krav uden at orientere Jehovas Vidner og erklærede samtidig at jw.org er ekstremistisk.
Så snart Vidnerne gennem medierne havde hørt om afgørelsen, appellerede de den og sørgede desuden frivilligt for at de pågældende publikationer ikke var tilgængelige for brugere i Rusland. Den 22. januar 2014 omstødte appeldomstolen i Tver rettens afgørelse og afsagde den kendelse at retten ikke havde juridisk hjemmel til at forbyde jw.org, og at den burde have givet hjemmesidens copyright-indehaver mulighed for at deltage i domsforhandlingen.
Den assisterende offentlige anklager, S.G. Kekhlerov, var ikke tilfreds med distriktsdomstolens afgørelse og appellerede derfor til Den Russiske Føderations Højesteret. Jehovas Vidner blev ikke i forvejen underrettet om høringen. Den 2. december 2014 hørte højesteretten anklagerens anke uden at forsvaret var til stede.
Højesteretten fastslog at Vidnerne havde fjernet publikationerne kort efter afgørelsen i august 2013, men hævdede, uden begrundelse, at der var risiko for at disse publikationer igen kunne dukke op på hjemmesiden. Derfor valgte Retten at omstøde distriktsdomstolens afgørelse og stadfæste den lavere retsinstans’ afgørelse om at jw.org var ekstremistisk. b Jehovas Vidner appellerede højesterettens afgørelse, men Retten afviste appellen. De appellerede også til retsformanden for højesteretten, som den 8. juli 2015 afviste deres appel.
Afgørelsen er en trussel mod religionsfriheden
Jehovas Vidner mener at højesterettens afgørelse er vilkårlig og uberettiget eftersom ingen af de publikationer der er blevet erklæret for at være ekstremistiske, har været tilgængelige på jw.org i Rusland siden efteråret 2013. Som en konsekvens af afgørelsen har de russiske myndigheder givet internetudbyderne ordre om at blokere for jw.org i Rusland. Dermed har læsere ikke kunnet få adgang til Bibelen på over 130 sprog og bibelske publikationer på over 700 sprog, deriblandt russisk og russisk tegnsprog. Enhver i Rusland der henviser til eller opfordrer til at besøge hjemmesiden, vil blive retsforfulgt for såkaldte ekstremistiske aktiviteter. På grund af forbuddet har over 170.000 Jehovas Vidner mistet adgangen til en hjemmeside der har stor betydning for deres åndelige vækst og daglige tilbedelse af Gud.
Højesterettens afgørelse er endnu et redskab som visse russiske myndighedspersoner kan bruge til at undertrykke Jehovas Vidner så de ikke kan udføre deres fredelige religiøse aktiviteter. Så længe visse myndighedspersoner fortsætter med at misbruge Ruslands lov om bekæmpelse af ekstremistisk aktivitet, vil religionsfriheden i Rusland være begrænset og truet. Jehovas Vidner håber oprigtigt at upartiske myndighedspersoner vil forsvare religionsfriheden og retten til en retfærdig sagsbehandling, som er grundlæggende menneskerettigheder der garanteres af Ruslands internationale aftaler og af den russiske forfatning.
a Frem til den 1. juni 2015 har russiske domstole erklæret 78 af Jehovas Vidners publikationer for at være ekstremistiske. Jehovas Vidner har anket disse afgørelser, både til landets retssystem og til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
b Nærmere bestemt indgav den assisterende anklager en anke, og højesterettens afdeling for civile sager afsagde kendelse i sagen.