Gå direkte til indholdet

2. DECEMBER 2015
RUSLAND

Byretten i Taganrog dømmer 16 Jehovas Vidner for religiøs aktivitet

Byretten i Taganrog dømmer 16 Jehovas Vidner for religiøs aktivitet

Efter en ny retssag der har strakt sig over 11 måneder, har byretten i Taganrog dømt 16 Jehovas Vidner som var anklaget for at organisere og overvære fredelige religiøse møder. Retten baserede sin afgørelse på en bestemmelse i strafferetten der gør det strafbart at organisere og deltage i ekstremistiske aktiviteter. Dette sagsanlæg var muligt eftersom distriktsdomstolen tidligere, i 2009, havde misbrugt Ruslands lovgivning imod ekstremisme. *

Den 30. november 2015 idømte dommer A.V. Vasjutjenko fire af de anklagede Jehovas Vidner over fem års fængsel for at organisere religiøse møder og idømte hver af dem en bøde på 100.000 rubler (ca. 10.000 kroner). Dommeren idømte hver af de øvrige 12 anklagede bøder på mellem 20.000 og 70.000 rubler (ca. 2.000 og 7.000 kroner). Dommene og bøderne blev dog gjort betingede. Det er endnu uvist hvilke konsekvenser disse betingede domme vil få for de dømte. Ikke desto mindre gør denne afgørelse de tiltalte til forbrydere i samfundets øjne.

Stillet over for et vanskeligt valg

De over 800 Jehovas Vidner der bor i Taganrog, er bekymrede over hvilke konsekvenser det vil få for dem at mødes fredeligt for at drøfte Bibelen og bede. Alle de tiltalte sagde tydeligt i deres vidneudsagn at de vil fortsætte med at praktisere deres tro som Jehovas Vidner. Nu kan kendelsen imod dem sætte deres beslutsomhed på prøve. “Retten sagde i realiteten til os: ‘Afsværg jeres tro, eller bliv straffet som vaneforbrydere,’” siger en af de dømte, Aleksandr Skvortsov.

Jehovas Vidner i andre dele af Rusland er bekymrede efter kendelsen i Taganrog. Myndighederne i Samara og Abinsk har fulgt samme mønster som i Taganrog og uretmæssigt anvendt Ruslands lov mod ekstremistisk aktivitet på Jehovas Vidners fredelige gudsdyrkelse og opløst de lokale Jehovas Vidners juridiske selskaber. Så længe russiske myndighedspersoner følger denne strategi, forventer Jehovas Vidner at man fortsat vil begrænse deres religionsfrihed i Rusland.

Kampen for religionsfrihed fortsætter

Dommen afspejler det stigende pres russiske myndigheder lægger på Jehovas Vidner i et forsøg på at undertrykke trossamfundet. Inden for det sidste år har russiske myndighedspersoner erklæret to af Jehovas Vidners juridiske selskaber for ekstremistiske. Siden marts 2015 har myndighederne nægtet at give Jehovas Vidner tilladelse til at importere religiøse publikationer – selv bibler. I juli fik Rusland den tvivlsomme ære at være det eneste land i verden der har forbudt Jehovas Vidners officielle hjemmeside, jw.org. Jehovas Vidner har anket disse domme imod dem til russiske domstole og har indsendt 28 ansøgninger til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om at den griber ind over for krænkelser af menneskerettighederne i Rusland.

De 16 dømte Jehovas Vidner i Taganrog vil appellere dommen, hvilket vil være begyndelsen på endnu et kapitel i deres lange juridiske kamp. “De har været på anklagebænken i over to og et halvt år,” siger Jaroslav Sivulskij, en repræsentant for Jehovas Vidners Administrative Center i Rusland. “Det er meget uheldigt at de nu skal i retten igen, blot for at forsvare deres grundlæggende ret til religionsfrihed, som garanteres af forfatningen.”

Jehovas Vidner er ikke ekstremister. Formålet med deres religiøse møder er at lære at elske Gud og at elske sine medmennesker. Jehovas Vidner i Taganrog bruger det samme materiale ved deres ugentlige møder som deres trosfæller i resten af verden. Til trods for mere end 1.700 dokumenterede tilfælde af overgreb fra de russiske myndigheders side har Jehovas Vidner ikke en eneste gang grebet til civil ulydighed.

Jehovas Vidner håber at de russiske myndigheder vil anerkende at deres religiøse aktiviteter er fredelige, og holde op med at retsforfølge dem i Taganrog og andre steder. Myndighederne bør give Jehovas Vidner den samme grundlæggende ret til religionsfrihed som de giver andre veletablerede, anerkendte trossamfund.

Tidslinje for forløbet af den nye retssag *

  1. 22. januar 2015

    Den nye retssag mod de 16 Jehovas Vidner begynder i byretten i Taganrog.

  2. Juni 2015

    Dommeren udsætter høringen og udskyder afgørelsen til efteråret.

  3. 13. november 2015

    Dommeren hæver retten for at overveje sagen.

  4. 30. november 2015

    Byretten i Taganrog kender alle de 16 Jehovas Vidner skyldige. De idømmes bøder, og fire af dem idømmes over fem års fængsel. Dommeren gør dommene betingede.

^ par. 12 En tidslinje over begivenhederne i den første retssag findes i artiklen “I Taganrog er afgørelsen i en ny retssag mod 16 Jehovas Vidner blevet udsat”.