8. MARTS 2017
RUSLAND
Vil Jehovas Vidner snart blive forbudt i Rusland?
Den 21. februar 2017 kom Ruslands justitsministerium med et nyt krav til Jehovas Vidners Administrative Center i Rusland. Ministeriet vil nu have det administrative center til at udlevere oplysninger om alle Jehovas Vidners 2.277 menigheder i Rusland.
Justitsministeriet kom med dette krav mens det foretog en inspektion af det administrative center som var beordret af statsanklageren. Under inspektionen fokuserede myndighederne kun på de juridiske selskaber som Vidnerne gør brug af. Disse selskaber indbefatter det administrative center samt lokale religiøse organisationer, som menighederne bruger for at kunne eje de bygninger de holder deres religiøse møder i. Den 27. februar 2017 afsluttede justitsministeriet inspektionen og rapporterede at det administrative center brød loven, og at der var tegn på “ekstremistisk aktivitet”.
Jehovas Vidner i hele verden er dybt bekymrede for deres trosfæller i Rusland. Med dette nye krav har justitsministeriet rettet opmærksomheden mod Jehovas Vidners menigheder. Vidnerne frygter efter myndighedernes seneste handlinger at statsanklageren ikke alene forsøger at opløse alle Jehovas Vidners juridiske selskaber, men også forsøger at forbyde Jehovas Vidner i hele Rusland.