Folkedrabet i Rwanda i 1994, hvor man forsøgte at udrydde tutsierne, er et af de hurtigste og mest grusomme folkedrab i nyere historie. FN anslår at der på omkring 100 dage blev dræbt mellem 800.000 og 1.000.000 mennesker. Størstedelen af ofrene var tutsier, men hutuer der nægtede at slå ihjel, blev også dræbt. Det betød at alle 2.500 Jehovas Vidner i Rwanda var i livsfare.

Omkring 400 af vores brødre og søstre i Rwanda døde, og de fleste af dem var tutsier. Men der var også hutuer der døde fordi det var utænkeligt for dem at skade andre eller at overgive deres kristne brødre og søstre til morderne.

Bror Charles Rutaganira, der er tutsi, og som overlevede folkedrabet for 25 år siden, genkalder sig den søndag morgen hvor han var helt sikker på at han ville blive slået ihjel. Han husker tydeligt hvordan uselvisk kærlighed reddede hans liv.

Til sin store forfærdelse opdagede han at omkring 30 personer havde omringet hans hus. “De fleste af dem var mine naboer,” fortæller han. “Vi hilste på hinanden hver dag.” Men da de kom til hans hus den morgen, kunne han se at de havde forandret sig. “Deres øjne var røde og fyldt med had. De lignede rovdyr der skulle til at fortære deres bytte.”

De overfaldt bror Rutaganira med macheter, spyd og køller med søm i – alene af den årsag at han var tutsi. Bagefter slæbte de ham ud på gaden og efterlod ham der så han kunne dø. Mens han lå der, blødende og næsten bevidstløs, kom nogle mænd med skovle for at begrave ham. En af dem genkendte tilsyneladende bror Rutaganira og vidste at han var en fredelig kristen mand, så han spurgte: “Hvorfor har de dræbt det her Jehovas Vidne?” Der var ikke nogen der svarede. Pludselig begyndte det at regne voldsomt, så mændene gik.

Bror Samuel Rwamakuba, der var hutu og boede i nærheden, hørte hvad der var sket med bror Rutaganira, og sendte sin søn ud i den silende regn for at bære ham hjem til dem. To andre brødre der var hutuer, trodsede modigt de farlige gader for at hente medicin og forbindinger. Så kom morderne tilbage og ledte efter bror Rutaganira. Da de fandt ham hjemme hos hutuer, sagde lederen truende: “Det problem tager vi os af i morgen tidlig!”

Alle de brødre der var hutuer, vidste at de kunne blive slået ihjel hvis de hjalp en der var tutsi. Bror Rutaganira siger: “Hvis der var en der skulle dræbes, og du forsøgte at redde hans liv, ville de med sikkerhed slå både ham og dig ihjel.”

Fordi han var hutu, kunne det måske have lykkedes bror Rwamakuba at flygte og komme forbi vejspærringerne, der var bemandet døgnet rundt af bevæbnede militssoldater. Men han kunne ikke finde på at efterlade sin sårede bror. Han sagde til ham: “Jeg vil ikke forlade dig. Hvor du dør, vil jeg dø.”

Tidligt næste dag kom soldater fra den modsatte front og angreb morderne, der til sidst flygtede.

Da bror Rutaganira var kommet til hægterne igen og vendt hjem, mødte han mange fra sin menighed der var i dyb sorg over tabet af deres kære som var blevet myrdet uden grund. Der var også mange som kæmpede med alvorlige fysiske og psykiske eftervirkninger fordi de havde været udsat for noget så forfærdeligt som tortur eller voldtægt. “De første par måneder efter folkedrabet var virkelig svære,” siger bror Rutaganira. Men brødrene og søstrene, både hutuer og tutsier, viste kærlighed og forståelse og hjalp på den måde hinanden til at tackle deres sorg. “De gjorde en bevidst indsats for at der ikke skulle være nogen form for hykleri, forskelsbehandling eller splid iblandt dem,” siger han.

Selvom Jehovas Vidner i hele Rwanda var i dyb sorg, genoptog de møderne og forkyndelsesarbejdet. De mødte mange som havde et akut behov for at blive trøstet åndeligt og få et håb. Nogle var dybt fortvivlede fordi mange af dem de elskede, var blevet myrdet så brutalt. Andre var plaget af skyldfølelse på grund af de frygtelige ting de havde gjort. Mange i Rwanda følte sig forrådt – af deres naboer, af deres politiske ledere og især af deres kirke. (Se boksen “ Kirkernes rolle under folkedrabet i Rwanda”).

Men folk i Rwanda kunne se at Jehovas tjenere skilte sig ud fordi de var fredelige. En katolsk skolelærer der var tutsi, og hendes seks børn blev skjult af en familie der var Jehovas Vidner, som hun næsten ikke kendte. Hun fortæller: “Jeg har stor respekt for Jehovas Vidner. ... De fleste ved at de ikke tog del i folkedrabet.”

Efter folkedrabet begyndte rigtig mange at komme til Jehovas Vidners møder. I gennemsnit havde hver forkynder tre bibelstudier. Folk følte sig tiltrukket af det trøstende budskab fra Bibelen, og i tjenesteåret 1996 steg antallet af Jehovas Vidner i Rwanda med mere end 60 procent.

I år er det 25 år siden folkedrabet i Rwanda. Mange mennesker – især de overlevende – betragter denne tid som en tid til eftertanke. Bror Rutaganira og andre øjenvidner er slet ikke i tvivl om at sand kristen kærlighed til hver en tid overvinder racemæssigt had. “Jesus Kristus lærte sine disciple at de skulle elske hinanden mere end sig selv,” siger han. “Jeg er i live i dag fordi den kærlighed virkelig eksisterer blandt Jehovas folk.” – Johannes 15:13.