Gå direkte til indholdet

Rundt billede til venstre: En søster taler med en mand der besøger vores stand ved messen. Stort billede: Messecentret i Beograd hvor bogmessen fandt sted

13. DECEMBER 2023
SERBIEN

Folk i alle aldre hører den gode nyhed ved international bogmesse i Serbien

Folk i alle aldre hører den gode nyhed ved international bogmesse i Serbien

Fra den 21. til den 29. oktober 2023 blev den internationale bogmesse i Beograd i Serbien afholdt for 66. gang. Mere end 190.000 besøgte messen. Jehovas Vidner havde sat en informationsstand op som fremhævede den praktiske værdi af Guds ord. Her viste mere end 100 brødre og søstre de besøgende hvordan man kan få Bibelens svar på vigtige spørgsmål.

En midaldrende kvinde kom hen til standen og fortalte vores søster at hun havde en masse spørgsmål om Bibelen. Hun var begejstret over endelig at møde en der kunne hjælpe hende med at finde svar på dem. De aftalte at mødes igen for at fortsætte samtalen.

En ung mand fik brochuren Er livet en Skabers værk? Han sagde at han troede på Gud men syntes skabelsesberetningen i Bibelen var svær at forstå. For eksempel spekulerede han over om Bibelen virkelig lærer at Gud skabte alting i løbet af seks bogstavelige dage. Han blev meget glad da forkynderne viste ham en artikel på jw.org om emnet.

To teenagepiger fik øje på bøgerne Unge spørger – Svar der duer, bind 1 og 2. Da de fandt ud af at bøgerne kommer ind på vigtige emner som hvordan man kan få nogle ordentlige venner, hvordan man kan klare sig godt i skolen, og hvordan man kan vide om det er ægte kærlighed, blev de superglade. En af pigerne udbrød: “De her bøger er helt fantastiske. Dem vil vi helt klart læse!”

Vi sætter stor pris på det flotte arbejde vores brødre og søstre i Beograd har gjort i forbindelse med bogmessen, og vi beder Jehova om at velsigne dem i deres anstrengelser for ‘offentligt at forkynde om hans navn’. – Hebræerne 13:15.