Gå direkte til indholdet

Retsbygningen Royal Courts of Justice, som huser Landsretten og Appeldomstolen for England og Wales.

12. MAJ 2020
STORBRITANNIEN

Domstol i England forsvarer retten til at afgøre hvem der kan tilhøre vores religiøse organisation

Domstol i England forsvarer retten til at afgøre hvem der kan tilhøre vores religiøse organisation

Den 17. marts 2020 afviste Appeldomstolen for England og Wales en anmodning om at behandle en afgørelse truffet af landsretten og stadfæstede derved vores ret til at følge Bibelens vejledning om udelukkelse.

I en omfattende afgørelse fastslog landsretten at det ikke er i modstrid med loven eller ærekrænkende når en menighed meddeler at en person ikke længere er et af Jehovas Vidner. Dommeren i landsretten, Richard Spearman, udtalte i sin dom: “Det må forventes at en religiøs organisation som er ledet af og forsøger at følge bibelske principper, har lov til at ekskludere en overtræder når det er hensigtsmæssigt. Det er en fornuftig og ofte en nødvendig handling, for en der ikke længere vil følge bibelske principper, hører ikke længere til i en sådan religiøs gruppe, og hvis vedkommende ikke bliver ekskluderet, kan han desuden have en negativ indflydelse på andre medlemmer.”

Den klagende part havde indsendt en anmodning om at få landsrettens dom prøvet ved appeldomstolen. I sin afvisning af anmodningen kaldte appeldomstolen den for “fuldstændigt grundløs” og tilføjede at landsrettens afgørelse var “helt korrekt”, og at “muligheden for at ekskludere et medlem er grundlæggende nødvendig i en religiøs organisation.”

I en kommentar til afgørelsen sagde Shane Brady, som er advokat for Jehovas Vidner: “Denne afgørelse lægger sig op ad en lang række afgørelser truffet af domstole i England, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og appeldomstole i Canada, Europa og USA. Alle disse afgørelser stadfæster Jehovas Vidners ret til at beslutte hvem der kan tilhøre deres organisation.”

Vi glæder os over at domstolen har anerkendt vores ret til at følge Bibelens vejledning og beskytte menighederne i moralsk og åndelig henseende. – 1. Korinther 5:11; 2. Johannes 9-11.