Gå direkte til indholdet

24. APRIL 2024
SYDAFRIKA

Flere tusind Jehovas Vidner forkynder Bibelens trøstende budskab for xhosa-talende i Sydafrika

Flere tusind Jehovas Vidner forkynder Bibelens trøstende budskab for xhosa-talende i Sydafrika

Fra 29. januar til 11. marts 2024 deltog mere end 11.000 brødre og søstre fra hele Sydafrika i en forkynderkampagne for xhosa-talende i provinsen Eastern Cape. De fleste af de syv millioner der bor i denne provins, taler xhosa. Som følge af kampagnen var der over 2.700 der bad om at få et bibelkursus.

Under kampagnen mødte to søstre en kvinde der havde mistet sin bror i en tragisk ulykke bare to uger tidligere. Kvinden fortalte med tårer i øjnene om sin brors død, og søstrene fik mulighed for at trøste hende ved at læse Åbenbaringen 21:3, 4. Hun ville gerne høre mere om Bibelens løfte om at fjerne død og lidelser, så hun spurgte hvor vores møder bliver holdt, og der blev også påbegyndt et bibelstudie med hende.

En søster ved navn Zukiswa fik en samtale med en kvinde med alvorlig leddegigt. På grund af sin sygdom har hun svært ved at lave mad til sine børn. Hun var bekymret for at de ikke ville få noget at spise den dag, for hun havde ikke kræfter til at ælte dej til at bage brød. Kærligt tilbød Zukiswa at ælte dejen mens den søster hun var sammen med, fortalte kvinden mere om Bibelen. Kvinden blev meget rørt over at søstrene havde omsorg for hende og gerne ville hjælpe hende, så hun fortalte ivrigt mange af sine venner hvad de havde gjort for hende. Kort efter begyndte hun at studere Bibelen med Jehovas Vidner.

I hus til hus-forkyndelse i byen Gqeberha mødte to brødre en mand der havde fået det ene ben amputeret. Han fortalte at han længe havde spekuleret på hvorfor Gud tillader at Satan styrer verden, når nu mennesker tilhører Gud. (1. Johannes 5:19) Vores brødre besvarede hans spørgsmål ved hjælp af Bibelen. Senere samme dag tog både han og hans kone imod et bibelstudie efter at have set videoen Hvorfor tillader Gud ondskab og lidelser?

En søster der også forkyndte i Gqeberha, spurgte en kvinde om hun ville læse Salme 37:29. Efter at have læst verset i sin egen bibel sagde kvinden at hun ikke kunne forstå det. Søsteren læste det så fra Ny Verden-Oversættelsen på xhosa. Kvinden udbrød: “Det xhosa den bibel bruger, er så naturligt. Jeg forstår det bedre end min egen bibel!” Hun studerer nu regelmæssigt med Jehovas Vidner.

Vi er glade for at så mange xhosa-talende i hele Sydafrika reagerer positivt på det budskab som “den Gud som giver al trøst”, kommer med gennem sit ord, Bibelen. – 2. Korinther 1:3.