Gå direkte til indholdet

Høringen i Sydkoreas forfatningsdomstol den 9. juli 2015

20. DECEMBER 2016
SYDKOREA

Sydkoreas forfatningsdomstol træffer snart betydningsfuld afgørelse

Sydkoreas forfatningsdomstol træffer snart betydningsfuld afgørelse

Sydkoreas forfatningsdomstol træffer snart en historisk afgørelse når den igen skal vurdere om det er i overensstemmelse med forfatningens principper at straffe samvittighedsnægtere med henvisning til loven om værnepligt. Siden der i juli 2015 blev holdt en offentlig høring om emnet, er interessen for rettens afgørelse vokset. For nylig bekræftede retspræsidenten, Han-chul Park, at der vil komme en afgørelse inden hans embedsperiode udløber den 30. januar 2017.

Et udfald der berører flere tusind

Sydkoreas forfatningsdomstol har som landets øverste retsinstans myndighed til at afgøre om en lov er i overensstemmelse med forfatningen. Retten er blevet bedt om at genoverveje den bestemmelse i loven om værnepligt der giver fængselsstraf til personer der af samvittighedsgrunde nægter militærtjeneste. Retten skal afgøre om denne straf konflikter med Sydkoreas forfatning og dens garanti om religions- og samvittighedsfrihed.

Hvis retten finder at regeringens årtier lange praksis med at fængsle samvittighedsnægtere er forfatningsstridig, vil Sydkorea blive tvunget til at genoverveje sin behandling af samvittighedsnægtere. Sådan et positivt udfald vil sandsynligvis få regeringen til at holde op med at retsforfølge, dømme og fængsle unge mænd der følger deres samvittighed ved at nægte at udføre militærtjeneste.

Forvirring hos domstolene

Forfatningsdomstolen har tidligere overvejet dette spørgsmål i 2004 og 2011. Begge gange afgjorde den at de love som samvittighedsnægtere bliver dømt efter, er i overensstemmelse med forfatningen. Ligeledes afgjorde højesteretten, Sydkoreas øverste appeldomstol og sidste retsinstans, i 2004 og igen i 2007 at samvittighedsnægtelse ikke er en gyldig grund til ikke at aftjene sin værnepligt. På trods af disse højesteretsdomme er håndhævelsen af loven fortsat problematisk – selv hos domstolene.

Sydkoreanske domstole på alle niveauer har udtrykt modvilje mod at skulle idømme samvittighedsnægtere fængselsstraffe. Siden forfatningsdomstolens afgørelse i 2011 er domstolen selv gået med til at behandle 7 sager der er sendt videre fra distriktsdomstole, og yderligere 22 sager der er blevet indbragt af enkeltpersoner. Højesterettens domme er også blevet anfægtet, og mere end 40 sager vedrørende samvittighedsnægtelse ligger lige nu hos denne domstol. Siden maj 2015 har den første retsinstans dømt de anklagede “ikke skyldige” i 9 sager angående samvittighedsnægtelse.

I oktober 2016 udtalte en appeldomstol sig om den vanskelige situation i både de lavere og højere retsinstanser: “En sådan forvirring angående tolkningen og anvendelsen af en enkelt lovbestemmelse er helt uden fortilfælde.” For første gang blev tre samvittighedsnægtere kendt “ikke skyldige” af denne appeldomstol. Denne dom blev godt modtaget af Seoul Bar Association, der betegnede den som “meget betydningsfuld”. Formanden for Seoul Bar Association, Han-kyu Kim, udtalte at det er forfatningsdomstolen der nu har det sidste ord.

“En sådan forvirring angående tolkningen og anvendelsen af en enkelt lovbestemmelse er helt uden fortilfælde.” – Gwangju Distriktsdomstol, tredje kriminalafdeling, dom angående Lak-hoon Cho, dateret 18. oktober 2016

Et langvarigt problem tæt på at blive løst

Han-kyu Kim sagde yderligere: “Offentligheden venter spændt på [forfatningsdomstolens] positive afgørelse i dette spørgsmål. Samvittighedsnægtere bliver stadig dømt som kriminelle og straffet, endda uden mulighed for at kunne vælge alternativ tjeneste. Forfatningsdomstolen, den sidste instans der kan forsvare menneskerettighederne, opfordres til at komme med sin afgørelse hurtigst muligt.”

I løbet af de sidste 60 år er næsten hver eneste familie af Jehovas Vidner i Sydkorea blevet berørt af dette spørgsmål. De har fædre, sønner og brødre der er blevet idømt fængselsstraffe fordi de nægter at gå ind i militæret. En afgørelse til fordel for samvittighedsnægtere vil sætte en stopper for den formålsløse fængsling og skadelige kriminalisering af mange unge mænd og vil bestyrke retten til samvittigheds- og religionsfrihed for alle borgere.

Al opmærksomhed er nu rettet mod forfatningsdomstolens forestående historiske afgørelse.