Gå direkte til indholdet

Lee Gyo-won, et af Jehovas Vidner, afsoner en 18 måneders fængselsstraf i Taegu fordi han nægter militærtjeneste. Han og over 100 andre der er fængslet, venter på den offentlige høring i højesteretten den 30. august, der tager spørgsmålet om samvittighedsnægtelse op.

24. AUGUST 2018
SYDKOREA

Højesteretshøring nærmer sig – samvittighedsnægter er optimistisk

Højesteretshøring nærmer sig – samvittighedsnægter er optimistisk

SEOUL, Sydkorea – I januar 2017 trådte Lee Gyo-won, der dengang var 21 år gammel, frem for en sydkoreansk dommer – velformuleret og håbefuld. Hans mål var at overbevise dommeren om at han nægtede militærtjeneste fordi hans samvittighed ikke tillod ham at udøve vold, og ikke fordi han ville bryde loven.

Lee Gyo-won, der er et af Jehovas Vidner, havde ellers ikke mange grunde til optimisme. Da hans retssag begyndte, var der nemlig 392 samvittighedsnægtere der sad i fængsel, og deres domme lød på i alt 588 år. Siden 1950 er over 19.340 af hans trosfæller tilsammen blevet idømt cirka 36.800 års fængsel fordi deres religiøse standpunkt ifølge lovgivningen i Korea ikke har været en gyldig grund til at nægte militærtjeneste.

Men siden 2004 har forskellige dommere frikendt 90 samvittighedsnægtere fordi det gik dem på at man automatisk idømte disse mænd fængselsstraf. En af dem, dommer Choi Jong-du ved appeldomstolen i Pusan, afgjorde at beslutningen om ikke at deltage i militærtjeneste er personlig og “bygger på en oprigtig ‘samvittighed’ der er baseret på deres religiøse overbevisning”.

I juni 2018 afgjorde Sydkoreas forfatningsdomstol langt om længe at værnepligtsloven skal omskrives så den giver samvittighedsnægtere mulighed for at vælge alternativ tjeneste. a Men denne historiske afgørelse kom for sent for Lee Gyo-won. Han fortæller: “Jeg benyttede mig af alle juridiske muligheder for at appellere min sag, men nu sidder jeg fængslet i Taegu.” Han blev idømt 18 måneders fængsel.

Lee Gyo-won er en af mange Jehovas Vidner i Korea der er kommet i fængsel fordi de nægter at tjene i militæret. Denne praksis begyndte allerede da Korea var underlagt Japan. I 1939 kom to unge Jehovas Vidner i Japan i fængsel fordi de nægtede at tjene i militæret, og efterfølgende gik kolonimagten målrettet efter andre Jehovas Vidner i Japan, Taiwan og Korea (der dengang hed Chosen). De 38 Jehovas Vidner der var fængslet i Korea, nægtede at hylde Japans kejser og støtte krigen. Fem af dem døde under forfærdelige forhold, og de fleste af de resterende blev først løsladt efter Japans nederlag i 1945.

Nogle af de 19.340 Jehovas Vidner der har været i fængsel fordi de nægtede at gå på kompromis med deres samvittighed.

Jehovas Vidner har nægtet militærtjeneste af samvittighedsgrunde i mere end 100 år. De mener at det er forkert for kristne at gå i krig eftersom de ikke har ret til at tage et andet menneskes liv, og denne holdning bygger de på det der står i Bibelen, og på de første kristnes eksempel. Desuden er Jehovas Vidner politisk neutrale fordi de betragter sig selv som undersåtter under Guds rige, eller regering.

Det var under Første Verdenskrig at Jehovas Vidner (der dengang hed Bibelstudenterne) for første gang oplevede store problemer fordi de ikke ville gribe til vold. For eksempel var der i Storbritannien omkring 400 der nægtede at lade sig indskrive i militæret. Under Anden Verdenskrig var der omkring 4.440 Jehovas Vidner i USA som sad fængslet og dermed udgjorde den største gruppe fængslede samvittighedsnægtere.

De veldokumenterede beretninger om Jehovas Vidners lidelser under det totalitære naziregime er nok det tydeligste udtryk for deres stærke overbevisning. Omkring 400 Jehovas Vidner blev henrettet af nazisterne – de fleste fordi de nægtede militærtjeneste af samvittighedsgrunde. Derudover døde mere end 1.000 Jehovas Vidner under tortur og umenneskelige forhold i koncentrationslejrene og fængslerne. Ifølge historikeren Robert Gerwarth var de “den eneste gruppe i Det Tredje Rige der blev forfulgt udelukkende på grund af deres religiøse overbevisning”.

Men i Korea har Jehovas Vidner i længere tid end i noget andet land måttet udholde at blive straffet på grund af deres standpunkt. Lee Gyo-won, der mistede sin far som otteårig, blev opdraget af sin mor, der lærte ham om Bibelen og om hvor vigtigt det er at lytte til sin samvittighed. Han siger: “Da jeg forstod hvorfor vi er blevet skabt, kunne jeg ikke andet end elske min Gud, Jehova. Fra da af var det vigtigste i mit liv at tjene ham.”

Lee Gyo-won var klar over at han sikkert ville komme i fængsel, så han valgte at uddanne sig til håndværker. Han planlagde at være selvstændig når han kom ud af fængslet, for han vidste at hans plettede straffeattest ville gøre det svært for ham at blive ansat.

Lee Gyo-won fortæller om den dag hans sag kom for retten: “Jeg var opsat på at bevise at jeg var uskyldig, for det var en beslutning jeg havde taget på baggrund af min tro og samvittighed.” Han tænkte på Stefanus og Paulus, der i det første århundrede stod for retten og med overbevisning forsvarede deres tro. “Jeg tror jeg var dobbelt så veltalende som da jeg øvede mig,” siger han.

Den 30. august 2018 vil Sydkoreas højesteret afholde en høring angående forfatningsdomstolens krav om en ændring af loven så samvittighedsnægtere får mulighed for at vælge alternativ tjeneste. Højesterettens kendelse vil have stor indflydelse på de 900 sager der i øjeblikket afventer afgørelse ved forskellige retsinstanser. Derudover er der 117 fængslede Jehovas Vidner, inklusive Lee Gyo-won, som venter på svar på deres anmodning om at blive benådet af Sydkoreas præsident. Lee Gyo-won er nok stadig fængslet i Taegu den 30. august, men han vil følge høringen med stor interesse.

Selvom Lee Gyo-won er blevet dømt og hans appel er blevet afvist, har han et optimistisk syn på hvordan fremtiden vil tegne sig for hans trosfæller. Han siger: “Jeg håber at jeg bliver en af de sidste der bliver straffet med fængsel for sin tro, en straf jeg har fået på grund af min kærlighed til andre og vigtigst af alt på grund af min kærlighed til Gud og hans normer.”

Presseansvarlige:

Internationalt: Paul S. Gillies, Informationstjenesten, tlf. +1 845 524 3000

Sydkorea: Hong Dae-il, tlf. +82 31 690 0055