13. JULI 2018
SYDKOREA
Der bliver rettet op på uretfærdig behandling af samvittighedsnægtere: Længe ventet kendelse af Sydkoreas forfatningsdomstol
I de seneste 65 år har unge kristne mænd i Sydkorea levet med udsigten til at komme i fængsel for af samvittighedsgrunde at nægte militærtjeneste. Torsdag den 28. juni 2018 ændrede forfatningsdomstolens historiske afgørelse på dette ved at erklære at værnepligtslovens paragraf 5, stykke 1, strider mod forfatningen fordi den ikke giver mulighed for alternativ, civil tjeneste.
Panelet bestående af ni dommere, ledet af retspræsident Lee Jin-sung, meddelte deres afgørelse, hvor seks dommere var for beslutningen og tre imod – en afgørelse som vil bringe landet i overensstemmelse med internationale standarder og anerkende retten til samvittighedsnægtelse samt tanke- og trosfrihed.
Sydkorea har hvert år fængslet flere samvittighedsnægtere end alle andre lande tilsammen. I nogle perioder blev der i gennemsnit fængslet mellem 500 og 600 af vores brødre hvert år. Efter deres løsladelse har alle samvittighedsnægterne måttet leve med den livslange konsekvens det er at have en plettet straffeattest, som blandt andet gør at deres jobmuligheder er begrænsede.
I 2011 begyndte nogle brødre at indgive klager til forfatningsdomstolen fordi loven ikke gav andre muligheder end fængselsstraf til samvittighedsnægtere. Siden 2012 har der også været dommere som ikke har haft lyst til at straffe dem som virkelig er samvittighedsnægtere, og de har derfor valgt at sende deres sager videre til forfatningsdomstolen så den kunne undersøge værnepligtsloven nærmere.
Forfatningsdomstolens rolle er at afgøre om en lov er i overensstemmelse med forfatningen eller ej. Efter at forfatningsdomstolen to gange (i 2004 og 2011) har afsagt kendelser som har stadfæstet værnepligtsloven, er den nu endelig kommet frem til at der er behov for en lovændring. Domstolen har beordret at Sydkoreas regering inden udgangen af 2019 skal lave en lovændring der giver mulighed for alternativ, civil tjeneste. De former for alternativ tjeneste som de måske vælger at implementere, kan være arbejde på hospitaler eller anden ikkemilitær samfundstjeneste som bidrager til en forbedring af samfundet.
For at forklare hvor vigtig denne afgørelse er, siger bror Hong Dae-il, der er talsmand for Jehovas Vidner i Korea: “Forfatningsdomstolen, som har størst magt til at kunne beskytte menneskerettighederne, har nu lagt grunden for at dette problem kan blive løst. Vores brødre ser frem til at kunne arbejde for samfundet ved at udføre alternativ, civil tjeneste som ikke er i strid med deres samvittighed, og som er i overensstemmelse med internationale standarder.”
Vi afventer stadig løsningen på nogle andre vigtige problemer, deriblandt hvad der skal ske med de 192 Jehovas Vidner som er samvittighedsnægtere, og som lige nu sidder fængslet, samt de omkring 900 sager der venter på at blive afgjort ved forskellige domstole.
Forfatningsdomstolens historiske afgørelse giver et bedre grundlag for at højesteret kan træffe positive afgørelser i de enkelte samvittighedsnægteres sager. Den kendelse som alle højesteretsdommerne sammen når frem til, vil påvirke hvordan de enkelte sager skal håndteres.
Det forventes at højesteret vil holde en offentlig høring den 30. august 2018 og derefter afsige en kendelse. Det bliver første gang i 14 år at alle højesterets dommere undersøger problemet med samvittighedsnægtelse.
I mellemtiden arbejder parlamentet, Koreas lovgivende magt, på en revision af værnepligtsloven.
Bror Mark Sanderson fra Det Styrende Råd siger følgende: “Vi ser med spændt forventning frem til højesterets snarlige høring. Vores koreanske brødre har ofret deres frihed fordi de vidste at ‘når man udholder vanskeligheder og lider uretfærdigt for at kunne have god samvittighed over for Gud, glæder Han sig over det’. (1. Peter 2:19) Vi glæder os sammen med dem over at den uretfærdighed de har været udsat for, nu er blevet anerkendt, og over at de modigt har lyttet til deres samvittighed.”