27. NOVEMBER 2015
SYDKOREA
Hundredvis af Jehovas Vidner i Sydkorea indgiver klager til FN’s arbejdsgruppe vedrørende vilkårlig tilbageholdelse og fængsling
I juli og august 2015 indsendte mere end 600 unge mænd der sidder i fængsel i Sydkorea, klager til FN’s arbejdsgruppe vedrørende vilkårlig tilbageholdelse og fængsling. Mændene er blevet retsforfulgt fordi de nægter militærtjeneste på grund af deres religiøse overbevisning, og derefter er de blevet kendt skyldige og idømt 18 måneders fængsel.
Årsagen til klagerne
Den 15. oktober 2014 fastslog FN’s Menneskerettighedskomité at Sydkorea havde gjort sig skyldig i vilkårlig fængsling fordi landet straffer samvittighedsnægtere med fængsling. Denne afgørelse danner grundlag for de klager som de fængslede mænd har indsendt til arbejdsgruppen.
FN’s arbejdsgruppe vedrørende vilkårlig tilbageholdelse og fængsling har fået til opgave at “undersøge sager om frihedsberøvelse foretaget vilkårligt eller på anden vis i modstrid med ... de internationale juridiske standarder der er accepteret af medlemslandene”.
Du-jin Oh, der er advokat for disse unge mænd, forklarer hvorfor fængslingen af samvittighedsnægtere er vilkårlig.
Ifølge internationale standarder skal regeringer sørge for passende alternativer til de borgere der nægter militærtjeneste af samvittighedsgrunde. Retten til at nægte militærtjeneste af samvittighedsgrunde er nemlig uløseligt forbundet med retten til samvittigheds- og religionsfrihed. Men regeringen i Sydkorea fortsætter med at ignorere det internationale samfunds krav om at kunne tilbyde alternativ civil tjeneste.
En uvildig observatør ville retmæssigt kunne betragte det som “vilkårligt” når Sydkorea hårdnakket afviser at løse et 60 år gammelt problem som har påvirket livet for mere end 18.000 mænd og deres familier. Regeringen har ikke været i stand til at sørge for et passende alternativ til mændene for at leve op til de indtrængende tilskyndelser der kom til udtryk i fem individuelle afgørelser fra FN’s Menneskerettighedskomité. Det er bestemt uretfærdigt og absurd at fængsle mænd som om de var kriminelle fordi de har taget en fast beslutning om at de ikke vil gøre nogen fortræd.
Anmodningen til arbejdsgruppen
De sydkoreanske mænd der har indgivet klager til arbejdsgruppen, beder den om på deres vegne at:
“Slå fast at fængslingen af de klagende på grund af at de nægter militærtjeneste af samvittighedsgrunde, svarer til vilkårlig fængsling.”
“Kræve at Sydkorea med det samme løslader de klagende fra fængslet med ren straffeattest.”
Fængslet på grund af sin tro
En af de indsatte er Jun-hyeok An. Ligesom de andre betragter han ikke sig selv som kriminel. Hans mor opdragede ham fra han var lille, til at forstå og leve efter Bibelens principper. Som helt ung nåede han selv frem til at militærtjeneste ikke ville være i harmoni med hans religiøse overbevisning og hans samvittighed. a Han kendte forholdene i Sydkorea og vidste hvad konsekvensen af militærnægtelse var, og overvejede derfor grundigt sin beslutning. Han siger:
Jeg mener ikke at jeg skal straffes med fængsling fordi jeg holder fast i min personlige religiøse overbevisning. Hvis regeringen gav mulighed for alternativ civil tjeneste, ville jeg tage imod det. Min stærke personlige beslutning om ikke at skade nogen er bestemt ikke en grund til at blive dømt og straffet som kriminel.
Hvordan vil Sydkorea reagere på kravet om forandring?
Arbejdsgruppen vil videresende i alt 631 klager til Sydkoreas regering for at få dens kommentarer og bemærkninger. Når regeringen har svaret, vil arbejdsgruppen fremlægge sin bedømmelse og sine anbefalinger for FN’s Menneskerettighedsråd. Hvis Rådet er enig i at fængslingen af samvittighedsnægtere svarer til vilkårlig fængsling, vil Sydkorea få voldsom kritik for forsømmelse af sine forpligtelser som medlem af det internationale samfund. Du-jin Oh udtaler:
Indtil nu har Sydkorea nægtet at reagere på det internationale pres for at ændre lovgivningen og give samvittighedsnægtere mulighed for alternativ tjeneste. Desuden bliver presset fra landets egne domstole også større og større. I de seneste måneder har to dommere ved distriktsdomstole kendt de anklagede ikke skyldige i sager vedrørende seks samvittighedsnægtere. Siden 2012 har lokale dommere sendt syv sager videre til forfatningsdomstolen, som havde høring i sagerne i juli 2015.
Som det er nu, dømmer og fængsler Sydkoreas regering mellem 40 og 50 Jehovas Vidner hver måned i modstrid med international lovgivning. Jun-hyeok An og alle de andre Jehovas Vidner der er fængslet som samvittighedsnægtere i Sydkorea, venter spændt på Forfatningsdomstolens og FN’s Menneskerettighedsråds afgørelser.