Gå direkte til indholdet

Bror Rustamjon Norov (nummer to fra venstre) med sin mor, Farisa, sin bror, Ravsjan, og sin far, Batyr, i 2016 da de besøgte Afdelingskontoret i Kirgisistan

27. OKTOBER 2020
TADSJIKISTAN

Den unge Rustamjon Norov varetægtsfængslet i Tadsjikistan – risikerer op til fem års fængsel, men holder modet oppe

Den unge Rustamjon Norov varetægtsfængslet i Tadsjikistan – risikerer op til fem års fængsel, men holder modet oppe

Domsafsigelse

En tadsjikisk militærdomstol afsiger snart a dom i sagen mod bror Rustamjon Norov. Han risikerer to til fem års fængsel for at nægte militærtjeneste af samvittighedsgrunde. Han har været varetægtsfængslet siden 1. oktober 2020.

Profil

Rustamjon Norov

  • Født: 1998 (Dusjanbe)

  • Baggrund: For at forsørge sig selv og sin familie har han renoveret lejligheder og istandsat møbler. Elsker at spille fodbold.

  • Døbt som 17-årig i 2016. To år senere flyttede han fra sin families russisktalende menighed for at undervise folk der taler tadsjikisk, i Bibelen.

Sagen

I 2016 mødte bror Rustamjon Norov selv op på det lokale værnepligtskontor. Han forklarede sit neutrale standpunkt og bad om lov til at udføre alternativ civil tjeneste. Han gjorde det samme det følgende år. Den næstkommanderende på det lokale værnepligtskontor respekterede bror Norov, og hans forklaring gjorde indtryk på ham. De næste tre år blev bror Norov ikke indkaldt til tvungen militærtjeneste.

Men den 24. september 2020 blev bror Norov indkaldt til at møde op hos en højere militærmyndighed. Der blev han afhørt i tre timer og erklæret egnet til at udføre militærtjeneste. Derefter forsøgte man at tvinge ham til at få foretaget en helbredsundersøgelse. Bror Norovs far var til stede og bad om at hans søns sag blev overgivet til anklagemyndigheden.

Den 1. oktober tog bror Norov og hans far hen til anklagerens kontor. Anklageren sørgede for at en politimand eskorterede dem tilbage til den militærmyndighed som bror Norov den 24. september var blevet indkaldt til at møde op hos. Da de ankom, blev bror Norovs far nægtet adgang. Bror Norov blev tilbageholdt i to dage. Han var ikke blevet formelt anklaget eller dømt. Mens han var tilbageholdt, fik han ikke lov til at tale med sin advokat.

Den 3. oktober blev bror Norov overført til et militært anlæg i byen Khujand, cirka 300 kilometer væk fra sin familie i Dusjanbe. De næste to dage blev han flyttet rundt mellem flere forskellige militære anlæg i byen Khujand.

Den 6. oktober fik bror Norov lov til at ringe til sin familie og få besøg af sin advokat. Men den 17. oktober afgjorde en tadsjikisk militærdomstol at han skulle varetægtsfængsles. Han vil forblive varetægtsfængslet så længe anklagemyndigheden undersøger sagen, og indtil retten når frem til en afgørelse. Bror Norov er anklaget for at angive falske helbredsoplysninger for at undgå militærtjeneste.

Selvom han er varetægtsfængslet, er bror Norov ved godt mod og stoler 100 procent på Jehova. Han er taknemmelig for at Jehova hjælper ham med at opbygge den tro og det mod der skal til for at klare denne prøvelse. Han er også taknemmelig for at han i 2013 blev udsat for en uventet prøve. Det år mødte lokale myndigheder op på bror Norovs skole og tog bror Norov og hans yngre bror, Ravsjan, med hen til et militært rekrutteringskontor for at lade dem gennemgå en helbredsundersøgelse. Rustamjon var på det tidspunkt udøbt forkynder og kun 15 år gammel – langt under den værnepligtige alder. Efter denne hændelse valgte drengenes far, Batyr, at sætte mere tid af under Den Teokratiske Familieaften til at hjælpe drengene til at kunne forsvare deres kristne neutralitet. Batyr spillede rollen som militærmand, og drengene skulle så øve sig i at forsvare deres tro.

Rustamjon siger: “Inden vi begyndte at øve os ved vores familieaftner, troede jeg at jeg sagtens kunne forsvare min tro. Men når vi øvede os, var jeg overrasket over hvor nervøs jeg blev. Der gik det op for mig at jeg skulle bede og studere mere for at styrke min tro og min beslutning om at være neutral. Lidt efter lidt forsvandt min nervøsitet. I foråret 2016 indviede jeg mig til Jehova og blev døbt.”

Rustamjon er også blevet opmuntret af at være sammen med ældre og mere erfarne brødre som også har været fængslet på grund af deres tro. Han siger: “Jeg er fuldt ud klar over hvilke konsekvenser mit neutrale standpunkt kan medføre. Hvis jeg kommer i fængsel, vil jeg betragte det som en stor forret at kunne ære Jehovas navn i et ‘nyt distrikt’.”

Rustamjons far siger: “Vores familie takker Jehova for den store ære det er at kunne gøre hans vilje og være redskaber i hans kærlige hænder. Til vores åndelige familie vil vi gerne sige: ‘Vi takker for jeres kærlighed, jeres bønner og jeres støtte, der hjælper os følelsesmæssigt og åndeligt.’ Vi er ikke bange eller bekymrede. Ligesom Jehova har lovet i sit ord, mærker vi Guds fred i vores hjerte.” – Filipperne 4:6, 7.

a Det er ikke altid muligt at kende datoen for domsafsigelsen på forhånd