13. OKTOBER 2022
TADSJIKISTAN
FN’s Menneskerettighedskomité erklærer Tadsjikistans forbud mod Jehovas Vidner for lovstridigt
Den 7. september 2022 offentliggjorde FN’s Menneskerettighedskomité en bemærkelsesværdig afgørelse i forbindelse med Tadsjikistans diskrimination af Jehovas Vidner. I en afgørelse af 7. juli 2022 i sagen Adirkhajev mod Tadsjikistan afsagde Menneskerettighedskomitéen en dom i Jehovas Vidners favør. Sagen drejede sig om det faktum at Tadsjikistan nægter at give Jehovas Vidner juridisk anerkendelse og endda har forbudt deres aktiviteter.
Jehovas Vidner har været aktive i Tadsjikistan i over 50 år, og i 1994 blev de registreret som trossamfund. Men den 11. oktober 2007 annullerede landets kulturministerium den beslutning og forbød i samme ombæring Jehovas Vidners aktiviteter. Regeringen påstod at Jehovas Vidner er en ekstremistisk religion fordi de forkynder, fordi de af samvittighedsgrunde nægter at udføre militærtjeneste, og fordi de mener at de har den sande religion. Jehovas Vidners forsøg på igen at opnå juridisk anerkendelse er gentagne gange blevet afvist.
I afgørelsen fra Menneskerettighedskomitéen lød det at Tadsjikistans forbud mod Jehovas Vidner er lovstridigt. Komitéen konkluderede at Tadsjikistan “ikke har noget som helst belæg for” at retfærdiggøre forbuddet eller nægte at give Jehovas Vidner juridisk anerkendelse.
Menneskerettighedskomitéen konstaterede også at den tadsjikiske regerings modvilje mod at registrere Jehovas Vidner som trossamfund havde ført til “anholdelser, tilbageholdelser, afhøringer, kropsvisiteringer, korporlig afstraffelse, beslaglæggelse af religiøst materiale samt deportation af [et af] Jehovas Vidner”. På baggrund af den dårlige behandling Jehovas Vidner har været udsat for, erklærede komitéen at deres rettigheder i henhold til FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder var blevet krænket.
Menneskerettighedskomitéen pålagde Tadsjikistan at genoverveje Jehovas Vidners ansøgning om juridisk anerkendelse og at yde økonomisk kompensation til dem hvis rettigheder er blevet krænket. Derudover fik den tadsjikiske regering at vide at den er “forpligtet til at tage alle de nødvendige forholdsregler for at forhindre lignende krænkelser i fremtiden”.
Afgørelsen kan have betydning for 71-årige bror Sjamil Khakimov, der har siddet fængslet siden februar 2019 for fredeligt at praktisere sin tro, eftersom det eneste grundlag de tadsjikiske myndigheder havde for at anholde og fængsle ham, var forbuddet mod Jehovas Vidner.
Vi håber at Menneskerettighedskomitéens afgørelse vil bane vej for at Jehovas Vidner i Tadsjikistan kan opleve religionsfrihed, og vi beder Jehova om fortsat at velsigne alle de anstrengelser der gøres for at “forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed”. – Filipperne 1:7.