17. SEPTEMBER 2013
TANZANIA
Tanzanias højeste domstol stadfæster unge Jehovas Vidners menneskerettigheder
DAR ES SALAAM, Tanzania – Den 12. juli 2013 afgjorde appeldomstolen i Tanzania, landets højeste domstol, enstemmigt at skoler i regionen Mbeya havde krænket 127 elevers religionsfrihed. De var enten blevet bortvist fra skolen eller straffet på anden måde fordi de af samvittighedsgrunde nægtede at synge nationalsangen.
I 2007 blev fem unge Jehovas Vidner bortvist fra Shikulaskolen fordi de havde nægtet at synge nationalsangen. Derudover straffede flere skoler i regionen af samme grund yderligere 122 unge Jehovas Vidner. Efter uden held at have appelleret til nationale undervisningsmyndigheder og premierministeren søgte de 127 elever juridisk oprejsning ved højesteretten i Tanzania, den næsthøjeste domstol i landet. Højesteretten støttede bortvisningen, men afgørelsen var ikke enstemmig. Den 2. december 2010 appellerede eleverne til appeldomstolen. Ifølge retsdokumenter ‘omstødte og tilsidesatte’ appeldomstolen højesterettens kendelse og annullerede alle dens konsekvenser.
Zadok Mwaipwisi, en talsmand for Jehovas Vidner i Tanzania, siger: “Vi er glade for domstolens afgørelse og for at den støtter det standpunkt disse unge har taget på grund af deres samvittighed. Sejren stadfæster den forfatningsmæssige ret til religionsfrihed, ikke bare for Jehovas Vidner men for alle borgere i Tanzania.”
Presseansvarlig:
Internationalt: J.R. Brown, Informationstjenesten, tlf. +1 718 560 5000
Tanzania: Zadok Mwaipwisi, tlf. +255 22 2650592