20. MAJ 2024
THAILAND
Jehovas Vidner fremhæver Bibelens gode virkning på mental sundhed ved international bogmesse i Bangkok
Fra 28. marts til 8. april 2024 blev der afholdt en international bogmesse i Bangkok i Thailand. Eventet foregik i Queen Sirikit National Convention Center, og omkring to millioner mennesker overværede det. Vores brødre havde opstillet en stand med fokus på Bibelens praktiske råd i forbindelse med mental sundhed og håndtering af stress. Brødrene og søstrene fik mange gode samtaler, og der blev anmodet om 34 bibelkurser.
En mand der kom hen til standen, fortalte at hans datter lider af svær depression. Vores brødre viste ham flere vers fra Bibelen som også bliver behandlet i Vagttårnet nr. 1 for 2023, “Mental sundhed – Bibelen kan hjælpe”. De hjalp ham også til at finde frem til oplysninger på jw.org om hvordan man får et godt familieliv. Han var meget taknemmelig for de praktiske råd fra Bibelen, og han sagde at han med det samme ville tale med sin datter om dem.
En højtstående embedsmand besøgte standen og talte længe med en af brødrene. Efter at have set flere videoer fra jw.org spurgte han ind til vores organisation og vores bibelundervisningsarbejde. Så opdagede han et skilt med tilbud om gratis bibelkurser. Han spurgte: “Hvordan studerer man Bibelen?” Broren viste ham brochuren Et håb om en lys fremtid og hvordan vores interaktive bibelkursus foregår. De aftalte at de skulle tale sammen igen på et andet tidspunkt.
En søster viste vores hjemmeside til en kvinde og fortalte kort om vores forkyndelsesarbejde. Kvinden spurgte: “Hvilke andre aktiviteter deltager I i?” Søsteren viste hende videoen Hvad sker der i en rigssal? Efter at have set den med stor interesse sagde hun: “Det ser virkelig ud som om der er en varm atmosfære til jeres møder. Alle virker kærlige og imødekommende. Jeg kunne godt tænke mig at komme med.” Ugen efter rejste hun næsten to timer for at overvære et møde.
Vi er glade for at vores brødre og søstre i Bangkok greb muligheden for at hjælpe andre til at opleve “Guds fred, som overgår al forstand”. – Filipperne 4:7.