31. DECEMBER 2021
THAILAND
Vagttårnet er blevet udgivet på thai i 75 år!
“Stol på Jehova, og gør en flittig indsats – så skal I nok finde en oversætter”
Den 1. januar 2022 var Vagttårnet udkommet på thai i 75 år.
I 1931 blev den gode nyhed for første gang forkyndt i Thailand. I begyndelsen afsatte brødrene tusindvis af publikationer på kinesisk, engelsk og japansk. På det tidspunkt var det nemlig kun brochuren Beskyttelse der var blevet oversat til thai.
Det gik op for de tre udenlandske pionerbrødre der tjente i landet, at de havde brug for flere publikationer på thai hvis budskabet skulle kunne nå hjerterne hos dem de forkyndte for. Bror Willi Unglaube skrev derfor til bror Rutherford og bad om hjælp. Bror Rutherford svarede: “Stol på Jehova, og gør en flittig indsats – så skal I nok finde en oversætter.”
I december 1939 forkyndte bror Kurt Gruber og Willi Unglaube i det nordlige Thailand, og Chomchai Inthaphan, der var rektor ved den presbyterianske pigeskole i Chiang Mai, fandt en engelsk publikation som brødrene havde afsat. Chomchai, der talte flydende engelsk og thai, forstod straks at hun havde fundet sandheden.
Der gik ikke lang tid før Chomchai sagde sit job op og meldte sig ud af kirken. Hun mødte en del modstand, og skolen tilbød hende en stor sum penge for at få hende til at blive der, men hun var fast besluttet og blev døbt som et af Jehovas Vidner. Hendes første opgave som oversætter var bogen Frelse. Senere blev Chomchai en af de første betelitter på Afdelingskontoret i Bangkok, hvor hun i mange år tjente som den eneste oversætter. Med tiden var der dog mange lokale kvinder der tog imod sandheden og kvalificerede sig til at hjælpe med oversættelsesarbejdet.
Da Anden Verdenskrig brød ud, måtte oversættelsen til thai i en periode lægges på is, men hurtigt efter at krigen var slut, kom den op at køre igen. Vagttårnet for januar 1947 blev oversat til thai, og ved hjælp af en duplikator på missionærhjemmet blev der fremstillet 200 eksemplarer. Den metode brugte man frem til 1952, hvor det månedlige oplag nåede helt op på 500 og brødrene begyndte at bruge et lokalt trykkeri i stedet. I september 1993 begyndte man at trykke Vagttårnet og Vågn op! på thai på Afdelingskontoret i Japan, og derfra kunne bladene distribueres til hele verden.
I dag er der omkring 80 brødre og søstre – både på afdelingskontoret og på de to oversættelseskontorer – der hjælper til med oversættelsen. Ud over thai bliver Vagttårnet også oversat til akha, lahu, laotisk og thailandsk tegnsprog.
De mere end 5.000 forkyndere der er i det thailandske afdelingskontors område, takker Jehova for at Vagttårnet findes på deres sprog. – Ordsprogene 10:22.