24. NOVEMBER 2020
TURKMENISTAN
Bror Taganov løsladt efter at have afsonet et år i fængsel i Turkmenistan
“Når jeg bad til Jehova, gav han mig ro,” sagde bror Selim Taganov efter at være blevet løsladt fra fængslet den 3. oktober 2020. Selim, som kun er 19 år gammel, har været et år i fængsel for at nægte militærtjeneste af samvittighedsgrunde.
Selim er født i Asjkhabad, der er hovedstaden i Turkmenistan. Som barn var han dygtig i skolen og blev glad for musik. Han skriver sange, synger og spiller guitar. Hans forældre, hans to brødre og hans venner siger om Selim at han er venlig, mild og glad. Inden han fik sin dom, sagde hans advokat, som retten havde udpeget: “Han er en god, ærlig dreng som hverken ryger eller misbruger alkohol, og som lige er gået ud af skolen. En fængselsstraf vil bare ødelægge hans liv.”
Livet i fængslet havde sine udfordringer. Men Selim siger: “Mit forhold til Jehova blev styrket mens jeg var i fængsel. Jeg huskede de bibelske sandheder jeg havde lært derhjemme, og fik en dybere forståelse af dem. Det opmuntrede mig også at tænke på bibelvers som Esajas 41:10, 11.
Tiden mens jeg var varetægtsfængslet og afventede min dom, var vanskelig, for der var ikke nogen jeg kunne tale med og fortælle om mine bekymringer. Men jeg bad til Jehova om hjælp. Efter det begyndte fanger og vagter som tidligere havde været fjendtlige over for mig, at støtte mig og endda opmuntre mig. Det overbeviste mig om at Jehova støttede mig.”
Selim blev også opmuntret af lokale brødre og søstre. Han siger: “Mens jeg var i fængsel, var der mange der sendte hilsner og delte opmuntrende tanker med mig. Jeg forsøgte at lære de opmuntrende tanker udenad og mindede mig selv om dem. Det styrkede og trøstede mig.”
Ifølge turkmensk lov kan Selim blive indkaldt til militærtjeneste igen. Han ved at hvis det sker, risikerer han at få en længere fængselsstraf næste gang. Selim siger: “Efter at have klaret den her prøvelse med Jehovas hjælp er jeg ikke længere bange for hvad der vil ske i fremtiden. Det at Jehova støtter mig, giver mig mod og gør mig tryg.”
Vi forventer alle at vi vil komme ud for prøvelser i fremtiden. Selim siger: “Til dem der vil komme ud for lignende prøvelser, vil jeg gerne sige: Husk ordene i Esajas 30:15: ‘I vil få styrke ved at holde jer i ro og vise tillid.’”