Gå direkte til indholdet

Kerven Kakabajev – idømt et års fængsel fordi han af samvittighedsgrunde nægter at udføre militærtjeneste

28. MARTS 2018
TURKMENISTAN

Turkmenistan ignorerer retten til at nægte militærtjeneste af samvittighedsgrunde

Turkmenistan ignorerer retten til at nægte militærtjeneste af samvittighedsgrunde

I januar 2018 blev Arslan Begenjov og Kerven Kakabajev, der var anklaget for at unddrage sig militærtjeneste, begge idømt et års fængsel. De to unge mænd er Jehovas Vidner, og de havde nægtet at udføre militærtjeneste på grund af deres religiøse overbevisning. De var villige til at udføre alternativ civil tjeneste, men Turkmenistans styre anerkender stadig ikke den grundlæggende ret til samvittighedsnægtelse og tilbyder ikke noget alternativ til militærtjeneste.

Arrestation, dom og fængsel

Den 2. januar blev Arslan Begenjov arresteret og varetægtsfængslet indtil han kunne blive stillet for en dommer. Den 17. januar blev han kendt skyldig i at unddrage sig militærtjeneste og idømt et års fængsel. Arslan Begenjov har anket den uretfærdige dom.

Kerven Kakabajev blev arresteret i samme måned, og den 29. januar blev han også idømt et års fængsel. Under retssagen gav retten ham ikke lov til at fremlægge afgørelser fra FN’s Menneskerettighedskomité der støttede hans sag. Desværre er det usikkert om hans klage over retsafgørelsen bliver taget op. Myndighedspersoner fra fængslet nægtede nemlig at udlevere de ankedokumenter hans advokater havde forberedt til ham, og derfor kunne han ikke underskrive dokumenterne inden for den fastlagte frist på ti dage efter domsafgørelsen, som loven kræver.

Det er nu anden gang Kerven Kakabajev bliver straffet fordi han nægter at udføre militærtjeneste af samvittighedsgrunde. I december 2014 blev han idømt en straf der betød at han i to år skulle betale 20 procent af sin løn til statskassen.

‘Anerkender fortsat ikke retten til at nægte militærtjeneste’

Ifølge regeringen i Turkmenistan bliver borgernes grundlæggende rettigheder respekteret. Alligevel anerkender man ikke retten til at nægte militærtjeneste af samvittighedsgrunde på trods af kraftige opfordringer til at følge de internationale standarder.

I 2015 og 2016 afsagde FN’s Menneskerettighedskomité kendelser imod Turkmenistan som en reaktion på ti klager der var indsendt af nogle Jehovas Vidner der var samvittighedsnægtere. Komitéen fordømte Turkmenistans forfølgelse og fængsling af Jehovas Vidner der er militærnægtere af samvittighedsgrunde. I april 2017 gentog Komitéen sin bekymring og konkluderede at Turkmenistan “fortsat ikke anerkender retten til at nægte militærtjeneste af samvittighedsgrunde og bliver ved med at retsforfølge og fængsle Jehovas Vidner der afviser af udføre militærtjeneste”. Den opfordrede Turkmenistan til at indføre alternativ civil tjeneste, holde op med at retsforfølge samvittighedsnægtere og løslade dem der i øjeblikket sidder i fængsel fordi de nægter at udføre militærtjeneste.

I de senere år har regeringen foretaget nogle forandringer i sin behandling af dem der nægter at udføre militærtjeneste af samvittighedsgrunde. Siden december 2014 har man i stedet for at fængsle Jehovas Vidner der er samvittighedsnægtere, enten straffet dem ved at trække 20 procent af deres løn i et eller to år (som Kerven Kakabajev oplevede i 2014) eller ved i nogle tilfælde at afsige en betinget dom. a I februar 2015 blev de sidste Jehovas Vidner der var fængslet fordi de nægtede militærtjeneste af samvittighedsgrunde, løsladt. Desværre er regeringen i Turkmenistan i sagerne om Arslan Begenjov og Kerven Kakabajev vendt tilbage til sin tidligere, urimelige holdning i stedet for at fortsætte fremad mod en ubetinget anerkendelse af retten til at nægte militærtjeneste af samvittighedsgrunde.

Jehovas Vidner fængsles ikke kun fordi de er samvittighedsnægtere

Foruden de seneste fængslinger af Arslan Begenjov og Kerven Kakabajev sidder Bahram Hemdemov også fortsat fængslet – fordi han gjorde brug af sin trosfrihed. Han blev arresteret og fængslet i 2015 fordi han som et af Jehovas Vidner holdt et religiøst møde i sit hjem i Türkmenabat. På trods af at præsidenten i Turkmenistan har udstedt adskillige amnestier i de sidste to år, sidder denne familiefar stadig fængslet. Staten har givet amnesti til tusinder af indsatte men ignorerer konsekvent anmodningerne om at løslade Bahram Hemdemov.

Jehovas Vidner ønsker inderligt bedre forhold for deres trosfæller i Turkmenistan. De håber at Turkmenistan snart vil vise respekt for retten til religions- og samvittighedsfrihed og rette op på de uretfærdigheder der bliver begået.

a En betinget dom vil sige at man får en slags prøvetid i stedet for at afsone en fængselsdom.