Den 24. maj 2016 fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR) at religiøse minoriteter i Tyrkiet har ret til religionsfrihed. Afgørelsen påpegede myndighedernes rigide anvendelse af landets planlægningslov som grundlag for at nægte at anerkende Jehovas Vidners rigssale som “religiøse mødesteder”.

ECHR konstaterede at Tyrkiets planlægningslov gav tilladelse til at større bygninger kunne kaldes “religiøse mødesteder”, men at den ikke gav samme tilladelse i forbindelse med bygninger der egner sig til mindre trossamfund. Det betyder at Tyrkiet unødigt har begrænset Jehovas Vidners muligheder for at praktisere deres tro frit, og landet har dermed overtrådt artikel 9 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. a Afgørelsen fastslog at myndighederne har brugt planlægningsloven til at “pålægge religiøse minoriteter, deriblandt Jehovas Vidner, strenge og urealistisk høje krav”.

Jehovas Vidner har en registreret religiøs forening i Tyrkiet og har i mange år forsøgt at få deres rigssale officielt anerkendt som “religiøse mødesteder” under planlægningsloven. De tyrkiske myndigheder afviser dog konsekvent at give Jehovas Vidners rigssale status som “religiøse mødesteder”.

Eftersom Jehovas Vidner ikke kan få den nødvendige status, er samtlige 25 rigssale i Tyrkiet konstant i fare for at blive lukket af myndighederne fordi de ikke lever op til planlægningsloven. Indtil nu har myndighederne lukket rigssale i Mersin og Akçay i kortere eller længere perioder siden august 2003. I bydelen Karşıyaka i İzmir afviste myndighederne at anerkende rigssalen som et religiøst mødested. ECHR’s afgørelse den 24. maj omhandlede rigssalene i Mersin og İzmir.

Før 2003 var Tyrkiets planlægningslov angående religiøse mødesteder udelukkende møntet på moskéer. Dengang lod lokale myndigheder Vidnerne mødes i private hjem. Men for at leve op til europæiske standarder vedrørende antidiskrimination og religionsfrihed justerede Tyrkiet lov nr. 3194 i planlægningsloven i 2003. Blandt andet blev ordet “moské” erstattet med “religiøst mødested”, og det blev påkrævet at kommuner skulle reservere nogle grunde som kunne bruges til religiøse bygninger.

I teorien skulle justeringerne give religiøse minoriteter ret til at bygge og eje et religiøst mødested. I praksis betyder det dog at bestemmelserne vedrørende bygningens areal tager udgangspunkt i et stort antal medlemmer, og kravene til bygningens design er skræddersyet til muslimske tilbedelseshandlinger.

Desuden har de lokale myndigheder ikke reserveret grunde der passer til mindre mødesteder, og har konsekvent afvist Vidnernes anmodning om at dette bliver ændret. Når Jehovas Vidner appellerer disse sager, anvender de højere domstole og forvaltningsmyndighederne planlægningsloven på en ufleksibel måde og nægter at anerkende Jehovas Vidners rigssale som “religiøse mødesteder”.

Med en rigid anvendelse af den nye lov lukkede de lokale myndigheder i Mersin og Akçay rigssalene fordi de ikke levede op til kravene til “religiøse mødesteder”. Da Vidnerne bad myndighederne om at få anvist et andet mødested, fik de at vide at der ikke fandtes grunde til dette formål.

Denne urimelige behandling er et problem i hele Tyrkiet. Jehovas Vidner og andre religiøse mindretal bliver forhindret i at få deres mødesteder godkendt som steder hvor de kan praktisere deres tro. Som det er nu, har forvaltningsmyndighederne i 27 kommuner i Tyrkiet afvist samtlige af Jehovas Vidners 46 forsøg på at få deres religiøse mødesteder officielt godkendt. Derudover bevirker bestemmelserne også at menighederne, i modsætning til de trossamfund hvis religiøse mødesteder er godkendte, ikke er berettiget til visse fordele, som for eksempel fritagelse for betaling af skatter, elektricitet og vand.

Inden Jehovas Vidner henvendte sig til ECHR, havde de appelleret til alle nationale klage- og ankemyndigheder. Statsrådet, Tyrkiets øverste forvaltningsdomstol, har aldrig efterkommet en anmodning fra Jehovas Vidner om at få deres rigssale juridisk godkendt som et religiøst mødested under planlægningsloven og har endda omstødt en retskendelse der var afsagt i Vidnernes favør.

Som følge af det indgav Jehovas Vidner to klager til ECHR i henholdsvis 2010 og 2012 hvori de anmodede domstolen om at undersøge om Tyrkiet har overtrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I overensstemmelse med tidligere afgørelser fremhævede ECHR vigtigheden af at et lands planlægningslov giver rum for at mindre trossamfund kan have et godkendt religiøst mødested.

ECHR bemærkede at for “et lille, religiøst samfund som Jehovas Vidner vil det nærmest være umuligt at opfylde de krav der opstilles i den pågældende lovgivning, og have mulighed for at skaffe et passende sted hvor de kan praktisere deres tro”. ECHR tilføjede: “Landets domstole har ikke tilgodeset de behov som små trossamfund har. ... I betragtning af det lille antal medlemmer har Jehovas Vidner ikke behov for en bygning med en bestemt arkitektur, men derimod en enkel mødesal hvor de kan tilbede, mødes og undervise i deres tro.”

Afgørelsen bekræfter at Tyrkiet hindrede Jehovas Vidner i at praktisere deres tro ved at nægte at godkende deres rigssale som “religiøse mødesteder”. Ahmet Yorulmaz, der er formand for Foreningen til støtte for Jehovas Vidner i Tyrkiet, udtalte: “Vi er meget glade for ECHR’s afgørelse. Vi håber at de tyrkiske myndigheder nu vil anerkende vores eksisterende rigssale som religiøse mødesteder og give de kommunale myndigheder besked på at anvende planlægningsloven på en måde der gør det muligt for os at få mødesteder i fremtiden. Hvis Tyrkiet følger op på afgørelsen, vil landet have taget endnu et positivt skridt hen imod at beskytte religionsfriheden.”

Den juridiske situation for Jehovas Vidner i Tyrkiet er gradvist blevet bedre de sidste ti år. I 2007 blev en religiøs forening af Jehovas Vidner b registreret hos de tyrkiske myndigheder efter at være blevet nægtet denne rettighed i over 70 år.

Jehovas Vidner sætter pris på at Tyrkiet har taget skridt hen imod at sikre religionsfrihed for alle landets borgere. De håber at ECHR’s seneste afgørelse vil få Tyrkiet til at værne om religionsfriheden, hvilket er garanteret i både den tyrkiske forfatning og international lovgivning. Vidnerne ser frem til at Tyrkiet handler i overensstemmelse med ECHR’s afgørelse ved at give deres 25 eksisterende rigssale status som “religiøse mødesteder” og give dem tilladelse til at anskaffe religiøse mødesteder i fremtiden.