Gå direkte til indholdet

11. JUNI 2014
TYRKIET

Den Europæiske Menneskerettigheds­domstol dømmer til fordel for fire samvittighedsnægtere i Tyrkiet

Den Europæiske Menneskerettigheds­domstol dømmer til fordel for fire samvittighedsnægtere i Tyrkiet

Den 3. juni 2014 nåede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol enstemmigt frem til den afgørelse at Tyrkiet havde forbrudt sig mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention * da fire Jehovas Vidner blev dømt fordi de af samvittighedsgrunde nægter militærtjeneste. Çağlar Buldu, Bariş Görmez, Ersin Ölgün og Nevzat Umdu nægtede at udføre militærtjeneste på grund af deres stærke religiøse overbevisning. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse lød: “Den måde man har behandlet ansøgerne på ... er en indgriben der er unødvendig i et demokratisk samfund, ifølge artikel 9 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.”

Den 17. marts 2008 indgav de fire Jehovas Vidner sagen til Domstolen (Buldu og andre mod Tyrkiet) hvori de påpegede at de tyrkiske myndigheder ikke respekterede deres ret til religionsfrihed da de gentagne gange udsatte dem for retssager og dømte dem for militærnægtelse. Sammenlagt var de blevet indkaldt til session over 30 gange, og de havde tilbragt mere end seks år i militærfængsel.

Dommen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol lød: “De tiltalte, som er Jehovas Vidner, nægter af samvittighedsgrunde at udføre militærtjeneste hvilket i høj grad er et udtryk for deres religiøse overbevisning. Domstolen er ikke i tvivl om at det at de gentagne gange er blevet anklaget ... og retsforfulgt ..., er i konflikt med deres ret til at udøve deres religion, sådan som det garanteres i Menneskerettighedskonventionens artikel 9.”

Bariş Görmez

Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse til fordel for Feti Demirtaş i 2012 og Yunus Erçep i 2011, er dette den tredje dom mod Tyrkiet i sager om samvittighedsnægtelse. Ud over det har FN’s Menneskerettighedskomité i 2012 afsagt kendelse til fordel for to andre Jehovas Vidner i Tyrkiet, Cenk Atasoy og Arda Sarkut, som også nægtede at udføre militærtjeneste af samvittighedsgrunde.

Vendepunktet i Europa kom den 7. juli 2011 da Menneskerettighedsdomstolens Storkammer afsagde dom i sagen Bajatjan mod Armenien. For første gang har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fundet at artikel 9 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention beskytter dem som af samvittighedsgrunde nægter at udføre militærtjeneste. Denne kendelse er bindende for alle Europarådets medlemslande. Dommen i sagen om Bajatjan, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols tre domme mod Tyrkiet og andre lignende domme af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol forpligter Tyrkiet og andre medlemslande til at tage deres behandling af samvittighedsnægtere op til revision og at justere deres lovgivning så den stemmer overens med Konventionen.

James E. Andrik, en af de advokater der repræsenterede de fire ansøgere i denne sag, oplyste: “Selvom der i øjeblikket ikke er nogen Jehovas Vidner der sidder fængslet i Tyrkiet for samvittighedsnægtelse, fortsætter myndighederne med at retsforfølge unge Jehovas Vidner som af samvittighedsgrunde nægter militærtjeneste. Vi håber at de seneste afgørelser i sagen Buldu og andre mod Tyrkiet vil få de tyrkiske myndigheder til at respektere den grundlæggende ret til samvittighedsfrihed.”

^ par. 2 Artikel 3: Forbud mod tortur og umenneskelig eller vanærende behandling. Artikel 6: Ret til retfærdig rettergang. Artikel 9: Ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed.