Millioner af kristne nægter af samvittighedsgrunde at bære våben – og mange lande respekterer den beslutning. Ifølge FN’s Menneskerettighedskomité bør tyrkiske borgere have den samme frihed.

Ifølge den afgørelse der blev vedtaget den 29. marts 2012, afsagde komitéen en kendelse til fordel for to tyrkiske statsborgere, Cenk Atasoy og Arda Sarkut. Begge mænd er Jehovas Vidner, og de nægtede at udføre militærtjeneste på grund af deres religiøse overbevisning.

Hr. Atasoy og hr. Sarkut havde gentagne gange indsendt anmodninger til offentlige kontorer og forklaret deres samvittighedsmæssige standpunkt, og de tilbød at udføre ikkemilitær civil tjeneste. Men ikke desto mindre blev mændene uden nåde presset til at gå ind i hæren. Efter at hæren truede med at lægge sag an mod det universitet hvor hr. Sarkut var ansat som undervisningsadjunkt, mistede han sit arbejde.

I sin kendelse bekendtgjorde komitéen at retten til at nægte militærtjeneste af samvittighedsgrunde “er uløseligt forbundet med retten til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed”, som det er beskrevet i artikel 18 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Derudover bestemte komitéen at dette “giver enhver ret til at blive fritaget fra tvungen militærtjeneste hvis det ikke kan forenes med vedkommendes religion eller overbevisning”.

Denne kendelse følger efter to lignende afgørelser afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I en af sagerne afgjorde retten at “de manglende alternativer til militærtjeneste i Tyrkiet er et brud på retten til samvittighedsnægtelse”, som er sikret gennem Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det at nægte militærtjeneste af samvittighedsgrunde går helt tilbage til de første kristne. E.W. Barnes skrev i sin bog The Rise of Christianity: “En omhyggelig gennemgang af alt det materiale der er til rådighed, viser at helt op til Marcus Aurelius’ tid [romersk kejser 161-180 e.v.t.] blev ingen kristen soldat; og ingen soldat der blev kristen, forblev i militærtjenesten.”