Som man tidligere har kunnet læse på jw.org og i The New York Times, nægter Militärhistorisches Museum der Bundeswehr i Dresden at overdrage søster Annemarie Kusserows dokumentsamling og krænker dermed hendes sidste vilje og testamente. Men nye beviser støtter Jehovas Vidners standpunkt. Det har fået vores organisation til på ny at lægge sag an mod museet.

I mere end syv år har Jehovas Vidner forsøgt at nå til enighed med museet om at få overdraget dokumentsamlingen, men uden succes. Herefter lagde organisationen sag an. Desværre blev sagen afvist i 2021 da domstolen vurderede at museet havde erhvervet sig dokumentsamlingen i god tro.

Som 26-årig begyndte Annemarie omhyggeligt at samle materiale om Jehovas Vidner under Holocaust. Hun gemte det, og satte til tider livet på spil for det, i mere end 65 år indtil hun døde i 2005. Den dokumentsamling hun efterlod til fremtidige generationer, og især til sine trosfæller, er blevet internationalt anerkendt som en historisk skat.

Annemarie samlede dokumenterne fordi hun inderligt ønskede at så mange som muligt – både Jehovas Vidner og andre – skulle lære af hendes families trofaste eksempel. For at sikre at det skete, gjorde hun Jehovas Zeugen in Deutschland til enearving. Hendes ønske er stadig ikke blevet fulgt.

Annemarie og fire af hendes søskende var med i den britiske dokumentar Purple Triangles fra 1991. Filmen fokuserede på det familien Kusserow blev udsat for, for at vise hvordan naziregimet forfulgte Jehovas Vidner fordi de nægtede at afsværge deres tro og erklære Hitler deres loyalitet. I dokumentaren ser man Annemarie sammen med hendes dyrebare dokumenter og fotografier.

I et interview kort før sin død fortalte Annemarie om en gang hvor Gestapo arresterede hende i hendes lejlighed og hun var tæt på at miste nogle af sine vigtigste dokumenter. Hun sagde: “Jeg havde en kuffert til at stå i min gang. I bunden af den lå der breve og andre dokumenter.” Hun havde fyldt kufferten med æbler i håb om at det ville afholde officererne fra at gennemsøge den. Hun sagde til sig selv at hvis hendes plan mislykkedes, ville hun da i det mindste have noget at spise i fængslet. Heldigvis virkede hendes plan.

Kort efter Annemaries død forsvandt dokumentsamlingen fra hendes hjem. Senere opdagede man at en af Annemaries brødre, der ikke længere var et af Jehovas Vidner, havde solgt dokumentsamlingen til museet. Det havde Annemarie aldrig givet sin bror tilladelse til at gøre. Han er nu død.

Familien Kusserow var chokerede da retten afgjorde at museet kunne beholde dokumentsamlingen, i direkte strid med hvad Annemarie havde skrevet i sit testamente. Siden dommen har familie, venner og andre Jehovas Vidner som blev forfulgt af naziregimet, skrevet flere hundrede breve til museet og til Forsvarsministeriet, som museet sorterer under, for at få dokumentsamlingen overgivet til Jehovas Vidner sådan som Annemarie ønskede.

Et af de mest bemærkelsesværdige dokumenter i samlingen er afskedsbrevet fra Annemaries bror Wilhelm, som han skrev den 26. april 1940. Som et af Jehovas Vidner nægtede han at udføre militærtjeneste. Derfor dømte nazisterne ham til døden.

I Wilhelms brev står der: “Kære forældre, brødre og søstre. I ved hvor meget I betyder for mig, og det bliver jeg mindet om hver gang jeg ser på vores familiebillede. Alting var så harmonisk derhjemme. Men frem for alt må vi elske Gud, sådan som vores leder, Jesus Kristus, befalede. Hvis vi forbliver loyale mod Gud, vil han belønne os.” Han blev skudt den 27. april, 25 år gammel.

Annemaries forældre, Franz og Hilda Kusserow, havde 11 børn. Ligesom Wilhelm blev Franz og de ældste af deres sønner fængslet fordi de nægtede at deltage i krigen. De yngste i søskendeflokken nægtede at sige “Heil Hitler”, og derfor blev de taget fra deres forældre og anbragt på opdragelsesanstalter og senere i plejefamilier.

Da Wolfgang, en af de yngre brødre, kom for en militærdomstol, sagde han modigt: “Jeg er blevet opdraget efter Bibelen som et af Jehovas Vidner. Den største og mest hellige lov Gud gav menneskene, er: ‘Du skal elske din Gud mere end alt andet og din næste som dig selv.’ En anden lov lyder: ‘Du må ikke slå ihjel.’ Mon Skaberen fik alt dette nedskrevet for træernes skyld?”

Den 28. marts 1942 blev Wolfgang halshugget i guillotine, 20 år gammel.

Annemarie og hendes familie betalte en høj pris for deres tro og deres faste standpunkt imod nazisternes krig – nogle betalte endda med livet fordi de nægtede at slå ihjel. Sammenlagt var familien 47 år i fængsel.

Dokumentsamlingen gør det tydeligt hvor stor tro familien Kusserow viste. Materialet illustrerer på en levende måde hvordan tro kan give en styrke til at forblive loyal mod Gud selv hvis man bliver udsat for hård forfølgelse eller endda bliver truet på livet. Denne vigtige lære vil kun stå helt klar hvis dokumentsamlingen bliver udstillet på et af Jehovas Vidners museer.

I oktober 2022 døde Paul Gerhard Kusserow, den sidste af familiens børn. Han havde håbet at nå at opleve at museet respekterede hans søsters ønske – noget som han også kæmpede for da han levede. Han plejede at sige: “Mine brødre døde fordi de nægtede at udføre militærtjeneste. Jeg synes ikke det er passende at deres arv bliver opbevaret på et militærmuseum af alle steder.”

Det er Jehovas Vidner enige i. Det er en grov krænkelse af retfærdigheden at museet ignorerer Annemaries utvetydige ønske. Hverken naziregimet eller det moderne Tyskland har respekteret familien Kusserows ønsker.

Desværre viser man heller ikke dokumentsamlingen respekt. Der er kun seks ud af de mere end 1.000 dokumenter i samlingen der er udstillet offentligt. Resten er gemt væk på museets arkiv.

Det er vores bøn at domstolen vil afgøre at dokumentsamlingen skal overdrages til Jehovas Vidner, som både har den juridiske og moralske ret til den. – Lukas 18:7.