Gå direkte til indholdet

Gedenkstätte und Museum Sachsenhausen i Oranienburg. Små billeder: Besøgende på udstillingen “Jehovas Vidner står fast over for nazisternes angreb”.

4. NOVEMBER 2024
TYSKLAND

Udstilling om militærnægtere åbner på museum i Sachsenhausen koncentrationslejr i Tyskland

Udstilling om militærnægtere åbner på museum i Sachsenhausen koncentrationslejr i Tyskland

August Dickmann

Den 15. september 2024 blev der åbnet en midlertidig udstilling på Gedenkstätte und Museum Sachsenhausen i Oranienburg. Udstillingen hedder: “Jehovas Vidner står fast over for nazisternes angreb.” Åbningen af udstillingen, der vil kunne ses frem til midten af december 2024, sker på 85-årsdagen for henrettelsen af bror August Dickmann. August var den første kendte militærnægter der blev henrettet af religiøse årsager under naziregimet.

Gerhard Liebold og Emmy Zehden

Regimet henrettede mere end 280 Jehovas Vidner, som blev idømt dødsstraf fordi de nægtede at gå ind i militæret. Udstillingen består af 33 montrer og tavler med tekster og fotografier der beskriver hvad flere af de her trofaste Jehovas Vidner kom ud for. En af dem der bliver fortalt om, er søster Emmy Zehden. Den 9. juni 1944 blev hun henrettet i Plötzensee-fængslet i Berlin fordi hun modigt havde skjult Gerhard Liebold og Werner Gaßner sammen med sin plejesøn, Horst. Alle tre brødre nægtede militærtjeneste.

Josef Rehwald

Ved åbningen af udstillingen blev bror Hans-Joachim Rehwald interviewet om sin far, Josef. I 1938 nægtede Josef at gå ind i den tyske hær. Derfor blev han arresteret og idømt et års fængsel. Senere blev han sendt til tre forskellige koncentrationslejre, deriblandt Sachsenhausen. Han var vidne til henrettelsen af August Dickmann. Josef forblev fast besluttet på at være loyal mod Jehova på trods af alle de ting han blev udsat for. Efter at have set udstillingen sagde en bror: “Jeg var imponeret over hvor meget mine brødre og søstre var villige til at udholde for at kunne være neutrale. De var endda villige til at risikere deres liv. Jeg vil gerne være lige så beslutsom som de var.”

I dag bliver mange Jehovas Vidner også udsat for prøver på deres neutralitet. Vores brødre og søstre der stod fast over for naziregimet, er et utroligt godt eksempel for os i tro og mod. Deres oplevelser viser tydeligt at Jehova vil gøre os faste og stærke når vi kommer ud for prøvelser. – 1. Peter 5:10.