Gå direkte til indholdet

Bror Oleksandr Tretiak

28. DECEMBER 2020
UKRAINE

ECHR giver medhold til bror Oleksandr Tretiak, der blev overfaldet på grund af sin tro

ECHR giver medhold til bror Oleksandr Tretiak, der blev overfaldet på grund af sin tro

Torsdag den 17. december 2020 offentliggjorde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR) afgørelsen i sagen Tretiak vs. Ukraine og gav medhold til bror Oleksandr Tretiak. Bror Tretiak blev brutalt gennembanket af tre gerningsmænd den 26. november 2013 da han var på vej hjem efter at have været ude at forkynde. ECHR konkluderede at de ukrainske myndigheders efterforskning ikke havde været grundig nok. Domstolen tilkendte bror Tretiak en erstatning på 7.500 euro (cirka 55.700 kr.).

Overfaldet på bror Tretiak var så voldsomt at han måtte være indlagt på hospitalet i næsten en måned. Politiet undersøgte først gerningsstedet tre måneder efter overfaldet. De nægtede også at erklære det for en religiøst motiveret forbrydelse og ville ikke anerkende omfanget af bror Tretiaks skader. Senere ændrede politiet betegnelsen af anklagen til kun at være en mindre forbrydelse. Desuden anklagede de kun én af de tre gerningsmænd – og det først efter at han var flygtet ud af landet. De to andre, deriblandt en politibetjent, blev kun betragtet som vidner til forbrydelsen. Ingen er blevet idømt en straf. Disse og andre uretfærdige omstændigheder fik bror Tretiak til at indgive sin sag til ECHR i 2015.

I afgørelsen nåede ECHR frem til at “de [ukrainske] myndigheder ikke havde foretaget en ordentlig efterforskning af den mishandling ansøgeren havde været udsat for”, hvilket er en overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Vi håber at afgørelsen vil være med til at beskytte religionsfriheden for vores brødre og søstre i Ukraine og andre lande. Frem for alt takker vi Jehova, der skaffer os retfærdighed. – Klagesangene 3:59.