Om morgenen den 24. februar 2022 vågnede jeg fordi der var en masse larm. Først troede jeg at det tordnede, for det regnede nemlig udenfor, men det viste sig at det faktisk var bomber jeg kunne høre.

Jeg blev klar over at jeg var nødt til at forlade mit hjem, der lå i centrum af Mariupol, så dagen efter tog jeg hjem til min bedstemor Iryna i udkanten af byen. Senere kom min mor, Kateryna, og min fætter også. Det var trygt nok at være hos min bedstemor i et stykke tid, men i flere dage måtte vi sove i kælderen.

På et tidspunkt faldt der et missil ned i vores køkkenhave mens vi gemte os i kælderen. Det lød simpelthen så voldsomt da den eksploderede. Jeg bad intenst til Jehova. Efter en uge kunne vi se at det ikke længere var sikkert at blive hos bedstemor, så vi besluttede os for at tage tilbage til byen og finde en måde at flygte på. Jeg bad så meget til Jehova om at han måtte beskytte os og hjælpe os til at komme ud af byen.

Det var om morgenen den 4. marts. Fordi Mariupol var under belejring, kunne man ikke komme med et tog ud af byen. Så de næste ti dage søgte vi dækning i byens teater sammen med hundredvis af andre. Der var så tæt pakket med mennesker at vi var nødt til at sove på gulvet. Forholdene var ret uhygiejniske, og det var meget svært at skaffe mad og varmt vand. Vi måtte stå i kø i timevis.

En dag eksploderede en bombe lige i nærheden af teatret. Trykbølgen var så kraftig at den knuste mange af vinduerne, og så blev der bidende koldt indenfor.

Hvad hjalp mig til at klare alt det? Beretningen om Job. Når jeg så at andre gik i panik over eksplosionerne, læste jeg beretningen om Job i min bibel, og så fik jeg det bedre. Det var som om jeg sad der i teatret sammen med Job og så sagde til ham: “Nu forstår jeg virkelig hvordan du må have haft det!” Job mistede alt – sin familie, sit gode helbred, alt hvad han ejede. Det eneste jeg havde mistet, var materielle ting. Min familie var her stadig, vi var alle sammen i live, og vi havde det godt. I det øjeblik forstod jeg at det hele ikke var så slemt. Og så fik jeg det bedre.

Den 14. marts hørte vi at det var lykkedes en flok at flygte ud ad byen. Så vi besluttede at vi også ville tage af sted. Vi fik en transportmulighed sammen med nogle andre fra teatret.

En konvoj på 20 biler forlod byen. Vi var 14 som sad meget tæt sammen i en varevogn. Bomberne faldt overalt omkring os. Jeg bad konstant. Da vi endelig var kommet ud af Mariupol, standsede vores chauffør bilen, steg ud og brød helt sammen. Han havde undveget alle de landminer der var spredt ud over vejene. To dage efter at vi var flygtet, blev teatret bombet, og mindst 300 blev dræbt.

Efter 13 timers kørsel nåede vi til byen Zaporizjzja, og dagen efter steg vi på et tog til Lviv. Der var 16 mennesker i en kupé hvor der normalt sidder fire, så det var meget varmt. Jeg stod ude i gangen det meste af turen. Det var det eneste sted hvor man kunne få lidt frisk luft. Den 16. marts ankom vi til Lviv, hvor vores kære brødre og søstre tog varmt imod os. De næste fire dage boede vi i en rigssal. Al den omsorg og hjælp vi fik fra vores brødre og søstre, rørte mig meget dybt. Det var en gave fra Jehova.

Den 19. marts besluttede min bedstemor, mor, fætter og jeg os for at forlade Ukraine og tage til Polen, hvor vi igen blev mødt af vores trosfæller. De sørgede for alt hvad vi havde brug for. Vi var helt pakket ind i kærlighed.

Jeg er kun 19 år gammel, men efter at have oplevet alt det her har jeg lært hvor vigtigt det er at arbejde på sin tro mens tingene går godt. En stærk tro vil hjælpe en til at klare det. Hvis jeg ikke havde haft noget personligt studie før krigen, ville det hele have været meget sværere.

Jehova er en kærlig Far. Jeg følte virkelig at han holdt mig i hånden og førte mig hele vejen igennem. Jeg vil aldrig kunne takke Jehova nok for alt det han har gjort for mig. – Esajas 41:10.