5. SEPTEMBER 2019
USA
Den historisk voldsomme orkan Dorian raserer Bahamas
Orkanen Dorian, en af de kraftigste orkaner der nogensinde er blevet registreret over Atlanterhavet, ramte søndag morgen den 1. september Great Abaco Island i det nordlige Bahamas som en kategori 5-orkan. Dorian er særligt farlig fordi den bringer voldsomme mængder nedbør og ekstremt kraftige vinde med sig, og fordi den flytter sig så langsomt. Orkanen strejfede Leeward Islands, Puerto Rico og Virgin Islands som en tropisk storm hvor den ikke gjorde meget skade.
Afdelingskontoret i USA fortsætter med at indsamle information mens de følger med i hvilke skader orkanen forårsager på vores brødres hjem og de bygninger organisationen ejer. Indtil videre er der ikke blevet rapporteret nogen tilskadekomne blandt de 46 forkyndere der hører til de to menigheder på Great Abaco Island. Øens eneste rigssal er dog blevet ødelagt.
På Grand Bahama Island er der fire menigheder med i alt 364 forkyndere. Ifølge foreløbige rapporter har 196 af vores brødre og søstre måttet forlade deres hjem, 22 huse er blevet beskadiget, og tre er fuldstændigt ødelagt.
Før orkanen ramte, gav afdelingskontoret instrukser til kredstilsynsmænd og ældste i de berørte områder. Afdelingskontoret anbefalede at alle brødrene og søstrene tog til hovedstaden, Nassau, eller andre områder hvor de kunne være i sikkerhed.
Vi beder for de brødre og søstre der er berørt af orkanens rasen. Vi ved at Jehova lægger mærke til de ting de kommer ud for, og at han vil blive ved med at give dem styrke til at klare de svære tider de gennemgår. – Salme 46:1, 2.