6. OKTOBER 2022
USA
Det er 100 år siden et historisk stævne blev holdt i Cedar Point
Ny udstilling fremhæver historisk begivenhed
For 100 år siden skete en af de største begivenheder i Jehovas Vidners historie i nyere tid – stævnet i Cedar Point, Ohio, USA. Stævnet varede ni dage og blev holdt den 5.-13. september 1922. Delegerede fra hele USA, Canada og Europa kom til stævnet. I gennemsnit var der 10.000 stævnedeltagere hver dag, og der blev holdt foredrag simultant på hele 11 sprog.
Der er åbnet en ny udstilling på Jehovas Vidners Hovedkontor hvor man kan lære mere om det historiske stævne og den store betydning stævnet har haft for forkyndelsesarbejdet. Lige nu er det kun betelfamilien der har adgang til udstillingen, men når der igen bliver åbnet op for rundvisninger på Betel, bliver det muligt for alle besøgende at se udstillingen.
Den 8. september var højdepunktet for stævnet i Cedar Point. Den dag fyldte 8.000 stævnedeltagere auditoriet, der lå i det smukke område ved Eriesøen. De var kommet for at høre Joseph F. Rutherford holde foredraget med titlen “Himmeriges Rige er kommet nær”.
Efter at have talt i halvanden time nåede bror Rutherford til foredragets klimaks da han hævede stemmen og spurgte tilhørerne om de troede på at Jesus Kristus var begyndt at regere som Konge. Alle i salen svarede højt og klart: “Ja!” Derefter sagde bror Rutherford: “I er hans Budbringere. Derfor, forkynd, forkynd, forkynd.” Og det var stikordene til at et stort banner blev foldet ud. På banneret stod der: “Forkynd Kongen og Riget.”
Den stærke opfordring til at fortælle andre om den gode nyhed fyldte stævnedeltagerne med entusiasme for forkyndelsen. Mange af dem der lyttede til foredraget, deltog allerede i forkyndelsesarbejdet, og hus til hus-forkyndelsen begyndte at blive mere og mere organiseret, men Rutherfords foredrag gav dem lyst til at gøre endnu mere. Søster Ethel Bennecoff var sidst i 20’erne da hun hørte det spændende foredrag, og hun fortæller at Bibelstudenterne efter det foredrag havde “større iver og kærlighed i hjertet end nogensinde før”. Søster Odessa Tuck, der var 18 år i 1922, har fortalt: “Jeg ville være ligesom Esajas, der sagde: ‘Her er jeg! Send mig.’”
To dage efter bror Rutherfords foredrag vedtog International Forening for Bibelstudium en resolution. Resolutionen lød sådan her i uddrag: “Som kristne der er indviede til at lyde og følge vor Herre og Frelser Jesus Kristus, er vi modstandere af al deltagelse i krig, revolution, anarki eller vold under hvilken form det end måtte være, og vi er modstandere af al anvendelse af svig og bedrag over for folket ved forvanskning af Guds ord eller på anden måde. Vi ønsker oprigtigt at der må kunne skabes fred.” Med den resolution blev det endnu mere tydeligt hvor anderledes Bibelstudenterne var end alle de religioner der havde vist deres støtte i Første Verdenskrig, og som senere også støttede Anden Verdenskrig.
I Vagttårnet for 15. juni 1922 stod der sådan her: “Vi gør vort yderste for at stævnet i 1922 må blive det bedste der nogensinde er blevet holdt. … Vi ønsker at det må blive en mindeværdig begivenhed for de tusinder af venner der kommer til at deltage.”
Den hensigt der var med stævnet, må man virkelig sige gik i opfyldelse. Og her, hundrede år efter, velsigner Jehova stadig det store arbejde der bliver gjort for at forkynde om Kongen og Riget. – Matthæus 24:14.