27. APRIL 2020
USA
Mindehøjtiden i 2020 – USA
Mindehøjtidsforedraget bliver vist i to fængsler i Florida
Mindehøjtidsforedraget der var blevet gjort tilgængeligt på vores hjemmeside, blev vist i to fængsler i Palm Beach County, Florida, for over 1.100 indsatte om aftenen den 7. april. Der var nemlig ikke nogen Jehovas Vidner der kunne være til stede og holde foredraget.
En af de 12 brødre der hver uge er med i et frivilligt bibelundervisningsarbejde i fængslerne, siger: “Vi var forbavset over hvordan det hele bare faldt i hak. Det var tydeligt at Jehova gerne ville have at de her mænd skulle høre mindehøjtidsforedraget.”
Brødrene havde spurgt fængselspræsten om lov til at holde mindehøjtiden i de to fængsler. Men på grund af begrænsningerne i forbindelse med COVID-19 kunne det ikke lade sig gøre alligevel. Inden brødrene havde fået lagt en ny plan, overraskede fængselspræsten dem ved at bede om at få en optagelse af mindehøjtidsforedraget. Han var allerede i gang med at arrangere at foredraget kunne blive vist i begge fængsler.
Ud over optagelsen havde brødrene tænkt at de også ville sende nogle mindehøjtidsinvitationer som fængselspræsten kunne dele ud eller hænge op. Igen blev de overrasket, for han havde allerede hængt sedler op om foredraget rundt omkring i bygningerne. Den aften mindehøjtiden skulle afholdes, havde hver eneste indsat altså fået muligheden for at se foredraget hvis de ville.
Efter mindehøjtiden kontaktede fængselspræsten brødrene og bad om flere bibler til de indsatte eftersom alle de bibler der lå i fængslerne, var blevet afsat. Men efterspørgslen på flere bibler oversteg den lokale beholdning!
Det gør os meget glade at tænke på at ikke engang fængselsmure kan forhindre Guds ord i at nå frem til mennesker. – Matthæus 24:14.