7. DECEMBER 2015
USA
Jehovas Vidner påbegynder det længe ventede salg af ejendomme i Brooklyn
NEW YORK – Jehovas Vidner sælger nogle af de mest eftertragtede ejendomme i Dumbo og Brooklyn Heights i Brooklyn, New York. Jay Street 85, en af Brooklyns største ubebyggede grunde, og den tietages beboelsesejendom på Columbia Heights 124 er udbudt til salg. Grunden hvor deres hovedkontor i øjeblikket ligger, Columbia Heights 25/30, er også til salg. De tre ejendomme udbydes af Watchtower Real Estate Office og forventes at blive solgt separat.
Richard Devine, en talsmand for Jehovas Vidner, udtaler om den cirka 12.500 kvadratmeter store grund på Jay Street 85: “Den store grund ligger i det dynamiske kvarter Dumbo, og der må bygges næsten 93.000 etagekvadratmeter på arealet.”
Vidnernes godt 14.000 kvadratmeter store beboelsesejendom på Columbia Heights 124 er beliggende langs promenaden i det eksklusive historiske kvarter i Brooklyn Heights. “Det er en fantastisk bygning med en spektakulær udsigt til Brooklyn Bridge, Frihedsgudinden og de imponerende skyskrabere på det nedre Manhattan,” udtaler Richard Devine.
Jehovas Vidners hovedkontor har haft adresse på Columbia Heights 25/30 (øverste billede) i årtier og er kendt af mange newyorkere på grund af det iøjnefaldende Watchtower-skilt og ur. Bygningerne på den over 68.000 kvadratmeter store grund har frit udsyn til Brooklyn Bridge.
Angående Vidnernes videre planer tilføjer Richard Devine: “Salget af disse grunde er det næste skridt i forbindelse med at flytte vores hovedkontor til Warwick, New York.”
Presseansvarlig:
David A. Semonian, Informationstjenesten, tlf. +1 718 560 5000