31. OKTOBER 2017
USA
En film produceret af Jehovas Vidner hjælper forældre til at tackle et udbredt problem: mobning
NEW YORK – Ifølge en spørgeundersøgelse angående børns trivsel foretaget i 2017 på University of Michigan angiver forældre i USA mobning som den største trussel mod deres børns helbred.
Hjemmesiden stopbullying.gov, der administreres af U.S. Department of Health & Human Services, understøtter forældrenes bekymring. Undersøgelser viser nemlig at omkring 30% af alle skoleelever i USA siger at de har været udsat for mobning i skolen.
David A. Semonian, der er talsmand for Jehovas Vidner på deres hovedkontor i New York, siger: “Vi er klar over at mobning er et stort problem. Som en del af vores arbejde med at undervise i Bibelen udgiver vi også materiale om mobning og andre problemer som familier må tackle. I omkring fem år har millioner af familier i hele verden haft gavn af whiteboard-animationen Slå en mobber uden at slås.”
Denne film, der varer knap fire minutter, er tilgængelig på Jehovas Vidners officielle hjemmeside, jw.org, på over 280 sprog, deriblandt mere end 30 tegnsprog.
“Jeg kan rigtig godt lide konceptet i Slå en mobber uden at slås,” fortæller Natalia Cárdenas Zuluaga, der har en ledende stilling som psykologiekspert på børn og unge-området ved Universidad CES i Colombia. Hun fortsætter: “For i mit land lærer forældre nogle gange deres børn at løse deres problemer med vold. Jeg synes filmen kommer med nogle gode forslag til børn der bliver mobbet. Den sætter også ord på et vigtigt faktum: Hvem som helst kan blive mobbet bare for at være anderledes. Når børn forstår det, giver det dem en indre ro og selvtillid til at være den de er.”
Ph.d. Jun Sung Hong, der er lektor ved Sungkyunkwan-universitetet i Sydkorea, fortæller: “Tegnefilmsstilen gør den både nyttig og appellerende, især for mindre børn der bliver mobbet. Jeg tror også at den type billeder gør det lettere at huske indholdet.”
Shelley Hymel, der har en ph.d. i psykologi og er medstifter af den internationale organisation Bullying Research Network, siger: “Jeg synes det er et rigtig godt budskab til børn, og ud fra min forskning kan jeg tilslutte mig forslagene. Filmen er et godt redskab der kan hjælpe forældre, lærere og andre der har med børn og unge at gøre, til at få en samtale om emnet i gang.”
David A. Semonian runder af med ordene: “Vi er bekymrede for de børn der bliver udsat for mobning, og vi håber virkelig at de kan bruge de råd der er i filmen. Som der bliver sagt i filmen, er det godt at de henvender sig til en de stoler på, for eksempel deres forældre eller en lærer, en der kan give dem gode råd og den støtte de har brug for. Børn skal ikke føle at de er nødt til at tackle mobning alene.”
Presseansvarlig:
David A. Semonian, Informationstjenesten, +1 845 524 3000