Gå direkte til indholdet

30. MAJ 2019
USBEKISTAN

Jehovas Vidner i Usbekistan kunne frit holde højtiden til minde om Jesus’ død

Jehovas Vidner i Usbekistan kunne frit holde højtiden til minde om Jesus’ død

Den 19. april 2019 kunne vores brødre i hele Usbekistan for første gang i lang tid frit holde højtiden til minde om Jesus’ død.

I Usbekistan er Jehovas Vidner kun juridisk anerkendt i byen Tjirtjik, der ligger i nærheden af Tasjkent. I de senere år har vores brødre uden for Tjirtjik afholdt mindehøjtiden i hemmelighed for at undgå at politiet kom og afbrød møderne. Men i år informerede brødrene politiet om mindehøjtiden og inviterede dem til at komme. Betjentene reagerede positivt og tog endda initiativ til at sørge for sikkerheden under arrangementerne. Nogle steder overværede politibetjente højtiden.

Bror Mark Sanderson fra Det Styrende Råd holdt mindehøjtidsforedraget i et rigssalskompleks i Tjirtjik, som det ses på billedet herover. Mødet blev tolket til russisk, og i alt var der 781 til stede. Mindehøjtiden blev holdt yderligere to gange den aften samme sted.

Bror Sanderson og Paul Gillies fra Hovedkontoret samt to brødre fra Centralasien mødtes under besøget med nogle embedsmænd fra Justitsministeriet og det nationale center for menneskerettigheder. Ved disse møder fik brødrene mulighed for at fremlægge korrekt information om vores tro og organisation. Vi håber at velinformerede embedsmænd vil hjælpe vores brødre i forbindelse med at opnå juridisk anerkendelse i andre byer end Tjirtjik, hvilket vil bidrage til at vores trosfæller kan få nogle steder hvor de kan tilbede Gud.

Bror Mark Sanderson sammen med de andre brødre foran Justitsministeriet i Usbekistan

Dette års mindehøjtid og de konstruktive møder med embedsmændene er en del af den seneste positive udvikling for Jehovas Vidner i Usbekistan. Det sidste halve år har der ikke været nogen ransagninger, bøder eller anholdelser. For godt et år siden, den 14. maj 2018, erklærede Javlon Vakhabov, der er Usbekistans ambassadør i USA, desuden at parlamentet ville arbejde på at få lovgivningen ændret så det bliver lettere for Jehovas Vidner at opnå juridisk anerkendelse.

Vi beder Jehova om at velsigne de anstrengelser vores brødre i Usbekistan gør sig for at blive ved med at “leve fredeligt og uforstyrret, med gudhengivenhed og alvor”. – 1. Timotheus 2:2.