5. NOVEMBER 2018
VENEZUELA
Nyt om situationen i Venezuela: En stærk tro trods forværrede forhold
Den vedvarende økonomiske krise i Venezuela påvirker fortsat vores brødre og søstre. Hver uge modtager Afdelingskontoret i Venezuela nye meldinger om forkyndere der har været udsat for en forbrydelse. Desuden har der været indbrud i adskillige rigssale i landet. Vores brødre og søstre er i en situation hvor hyperinflation og mangel på mad, medicin og andre basale fornødenheder er hverdag. Siden 2013 er over 20.000 forkyndere flygtet til andre lande, heriblandt Argentina, Brasilien, Chile, Colombia, Ecuador, Italien, Peru, Portugal, Spanien og USA. a På trods af de meget vanskelige forhold holder de cirka 140.000 Jehovas Vidner der stadig er i Venezuela, sig i gang i tjenesten for Jehova.
Afdelingskontoret i Venezuela står for organiseringen af nødhjælpsarbejdet i landet. Der er nu 60 nødhjælpskomitéer, der primært har til opgave at uddele mad til brødrene og søstrene. Indtil videre har afdelingskontoret med hjælp fra Afdelingskontoret i Brasilien uddelt flere hundrede tons mad betalt af frivillige bidrag til mere end 64.000 forkyndere i 1.497 menigheder.
Afdelingskontoret i Venezuela fortsætter også med at sørge for åndelig mad til vores brødre og søstre. I løbet af sommeren blev der holdt 122 regionalstævner med temaet “Vær modig!”, hvoraf det sidste sluttede den 2. september 2018. De var et tiltrængt åndeligt boost for brødrene og søstrene, der i mange tilfælde havde haft store økonomiske udfordringer ved at overvære stævnet.
Jehovas Vidner i Venezuela fortsætter med flittigt at trøste de mange fortvivlede mennesker i landet ved hjælp af Bibelen. I øjeblikket leder forkynderne næsten 200.000 bibelstudier hver måned. Der er også sket en stigning i antallet af nye der er begyndt at komme til møderne, og 7.259 er blevet døbt.
Denne positive udvikling viser at Guds ånd styrker vores brødre og søstre i Venezuela. Vi beder til at de vil blive ved med at stole på Jehova indtil hans rige sætter en stopper for de frygtelige forhold der er i verden i dag. – Ordsprogene 3:5, 6.
For at få mere at vide om situationen i Venezuela kan du se filmen Venezuela – Love and Faith During Difficult Times.
a I tider med økonomisk, social eller politisk uro er det op til den enkelte forkynder at afgøre om han vil flygte fra sit hjemland eller ej. Organisationen taler hverken for eller imod den ene eller den anden beslutning. – Galaterne 6:5.