Gå direkte til indholdet

25. OKTOBER 2021
ZAMBIA

Bibelen udgivet på lunda

Bibelen udgivet på lunda

Den 16. oktober 2021 blev Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen udgivet på lunda i digitalt format ved et særligt program der blev streamet til forkyndere i tre lande i Afrika. Trykte udgaver af Bibelen vil kunne fås fra februar 2022.

Bror Emmanuel Chiposa, der er medlem af Afdelingskontorets Udvalg i Zambia, holdt udgivelsesforedraget, der var optaget på forhånd. Det blev streamet til forkyndere i Angola, Den Demokratiske Republik Congo og Zambia.

Traditionelt lever den lundatalende befolkning af at dyrke majs, kassava og søde kartofler. I Zambia bor de i nærheden af det sted hvor den berømte flod Zambezi udspringer. Det er den fjerdelængste flod i Afrika, efter Nilen, Congofloden og Niger. Jehovas Vidner begyndte at forkynde for den lundatalende befolkning i 1930’erne og at oversætte til lunda i 2003.

I september 2019 flyttede oversættelsesafdelingen ind på et helt nyt oversættelseskontor. De nye faciliteter gjorde det lettere for oversætterne at udføre deres arbejde, blandt andet fordi der er en stabil internetforbindelse.

Det nye oversættelseskontor i Mwinilunga, Zambia

De bibler der har været til rådighed indtil nu, har været dyre og svære for forkynderne at få fat i, og de brugte også et meget gammeldags og nogle gange misvisende sprog, men Ny Verden-Oversættelsen på lunda er let at læse og forstå. De andre bibler på lunda bruger for eksempel et flertalsord for “afkom” i 1. Mosebog 3:15. Den gengivelse gjorde det svært for forkynderne at forklare at profetien primært handler om Jesus. Ny Verden-Oversættelsen på lunda gengiver derimod ordet i ental, som det er i grundteksten.

Oversætterne er meget glade for udgivelsen af den nye bibel. En af dem sagde: “Jeg er sikker på at når folk læser den her oversættelse, vil de føle sig draget til deres Skaber, Jehova.”

Udgivelsen af Ny Verden-Oversættelsen på lunda viser tydeligt at Jehova elsker mennesker af alle nationaliteter. Den her bibel vil hjælpe Jehovas folk til at bringe budskabet om Riget ud “til hele den beboede jord”. – Romerne 10:18.