Den hellige ånd er Guds virksomme, eller aktive, kraft. (Mika 3:8; Lukas 1:35) Gud sender sin ånd ved at overføre sin energi – og det kan han gøre til et hvilket som helst sted – for at gennemføre det der er hans vilje. – Salme 104:30; 139:7.

 Ordet “ånd” i Bibelen er oversat fra det hebraiske ord ruʹach og det græske ord pneuʹma. De fleste gange henviser disse ord til Guds virksomme kraft, eller hellige ånd. (1 Mosebog 1:2) Men Bibelen anvender også ordene i andre betydninger:

•   Ånde, åndedræt. – Habakkuk 2:19; Åbenbaringen 13:15.

•   Vind. – 1 Mosebog 8:1; Johannes 3:8.

•   Livskraften i alle levende skabninger. – Job 34:14, 15.

•   En persons indstilling. – 4 Mosebog 14:24.

•   Åndevæsner, herunder Gud og englene. – 1 Kongebog 22:21; Johannes 4:24.

 Alt dette er noget usynligt der frembringer synlige virkninger. Guds ånd er altså “ligesom vinden ... usynlig, immateriel og magtfuld”. – Vine’s Expository Dictionary of New Testament Words.

 Bibelen omtaler også Guds hellige ånd som hans ‘hænder’ eller ‘fingre’. (Salme 8:3; 19:1; Lukas 11:20; jævnfør Mattæus 12:28). Ligesom en håndværker bruger sine hænder og fingre til at udføre sit arbejde, har Gud brugt sin ånd til at:

•   Skabe universet. – Salme 33:6; Esajas 66:1, 2.

•   Frembringe Bibelen. – 2 Peter 1:20, 21.

•   Sætte sine tjenere i fortiden i stand til at udføre mirakler og forkynde. – Lukas 4:18; Apostelgerninger 1:8; 1 Korinther 12:4-11.

•   Frembringe gode egenskaber i mennesker der adlyder ham. – Galaterne 5:22, 23.

Den hellige ånd er ikke en person

 Ved at omtale Guds ånd som hans ‘hænder’, ‘fingre’, “åndepust” og “ånde” viser Bibelen at den hellige ånd ikke er en person. (2 Mosebog 15:8, 10) Guds hellige ånd kan ikke fungere uafhængigt af Gud, lige så lidt som en håndværkers hænder kan fungere uafhængigt af håndværkerens sind og krop. (Lukas 11:13) Bibelen sammenligner også Guds ånd med vand og forbinder den med begreber som tro og kundskab. Disse sammenligninger vidner alle om at den hellige ånd ikke er en person. – Esajas 44:3; Apostelgerninger 6:5; 2 Korinther 6:6.

 Bibelen oplyser navnene på Jehova Gud og på hans søn, Jesus Kristus, men sætter ikke noget navn på den hellige ånd. (Esajas 42:8; Lukas 1:31) Da den kristne martyr Stefanus fik et mirakuløst syn af himlen, så han kun to personer, ikke tre. Bibelen siger: “Fuld af hellig ånd stirrede han ind i himmelen og så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre hånd.” (Apostelgerninger 7:55) Den hellige ånd var Guds kraft i virksomhed, den kraft der satte Stefanus i stand til at se synet.

 Forkert opfattelse: “Helligånden”, eller den hellige ånd, er en person og en del af treenigheden, som nævnt i Første Johannesbrev 5:7, 8 i King James-oversættelsen.

 Faktum: King James-oversættelsen medtager i Første Johannesbrev 5:7, 8 ordene “i himlen, Faren, Ordet og Helligånden: og disse tre er én. Og der er tre som vidner på jorden.” Men forskere har fundet frem til at disse ord ikke blev skrevet af apostlen Johannes og derfor ikke hører med til Bibelen. Professor Bruce M. Metzger har skrevet: “At disse ord er uægte og ikke har ret til at stå i Det Nye Testamente, er sikkert og vist.” – A Textual Commentary on the Greek New Testament.

 Forkert opfattelse: Bibelen personificerer den hellige ånd, og det beviser at den er en person.

 Faktum: Det er sandt at Bibelen af og til personificerer den hellige ånd, men det beviser ikke at den hellige ånd er en person. Bibelen personificerer også visdom, død og synd. (Ordsprogene 1:20; Romerne 5:17, 21) For eksempel siges der om visdommen at den har “gerninger” og “børn”, og om synden siges der at den kan forføre, dræbe og udvirke begær. – Mattæus 11:19; Lukas 7:35; Romerne 7:8, 11.

 Da apostlen Johannes citerede Jesus, personificerede han den hellige ånd som en ‘hjælper’ (paraklet) som ville give vidnesbyrd, lede, tale, høre, forkynde, herliggøre og få. Han brugte personlige stedord i hankøn, som “han” eller “ham”, når han omtalte denne ‘hjælper’. (Johannes 16:7-15) Men dette gjorde han fordi det græske ord for ‘hjælper’ (paraʹklētos) er et hankønsord der ifølge græsk grammatik kræver stedord i hankøn. Da Johannes henviste til den hellige ånd ved at bruge intetkønsordet pneuʹma, brugte han et stedord i intetkøn. – Johannes 14:16, 17.

 Forkert opfattelse: At man skal døbes i den hellige ånds navn, beviser at den er en person.

 Faktum: Bibelen bruger nogle gange “navn” som synonym for magt eller myndighed. (5 Mosebog 18:5, 19-22; Ester 8:10) Det svarer til hvordan man på dansk bruger udtrykket “i lovens navn”. Her er der heller ikke tale om at loven er en person. En der døbes i den hellige ånds “navn”, anerkender den hellige ånds kraft og dens rolle i gennemførelsen af Guds vilje. – Mattæus 28:19.

 Forkert opfattelse: Jesus’ apostle og andre disciple i det første århundrede troede at den hellige ånd var en person.

 Faktum: Det siger Bibelen ikke. Og det gør historien heller ikke. I Encyclopædia Britannica står der: “Definitionen på den hellige ånd som en guddommelig Person ... blev fastlagt ved koncilet i Konstantinopel i 381.” Det var over 250 år efter at den sidste af apostlene var død.